Home Eurovision Song Contest Melodi Grand Prix 2025 afholdes i Boxen i Herning

Melodi Grand Prix 2025 afholdes i Boxen i Herning

Boxen, Herning
Foto: Michael Thygesen (GEE)

I dag går første generalprøve i luften forud for semifinale 1, som afgøres tirsdag aften. På torsdag er det Danmarks tur, når de 10 finalister fra semifinale 2 skal findes. Årets vinder af Dansk Melodi Grand Prix, SABA, skal forsvare de rød/hvide farver fra startposition 7 i semifinale 2, hvor 16 bidrag deltager.

I år blev Dansk Melodi Grand Prix afholdt i DR Koncertsalen i København, men næste år skal vi samles i Jylland, nærmere betegnet Herning, når DMGP 2025 afholdes i Boxen den 1. marts 2025.

– I år samlede Dansk Melodi Grand Prix flere end en million mennesker til musikfest i stuerne landet over. Jeg ser frem til, at vi igen samler folk til en festlig aften i musikkens tegn, som i 2025 bliver direkte fra Boxen i Herning. Ambitionen er at fortsætte takterne fra i år og give danskerne en kæmpe Grand Prix-fest skabt af de kommende artister og værterne, og det kan Boxen skabe en god ramme om. Inden da krydser jeg, sammen med resten af Danmark, fingre for SABA ved Eurovision, så hun forhåbentlig kan klare sig videre fra semifinalen på torsdag, lyder det fra Erik Struve Hansen.

Erik Struve Hansen, programansvarlig for Dansk Melodi Grand Prix og Eurovision i DR.

– Dansk Melodi Grand Prix er en god, gammel bekendt af Herning og som altid en meget velkommen gæst. Opbakningen til arrangementet har altid været stor på både skoler, institutioner og i handelslivet, når Dansk Melodi Grand Prix har besøgt Herning Kommune, og sådan er jeg sikker på, det bliver igen. Vi glæder os til at skabe de allerbedste rammer for den folkefest på tværs af generationer, som Dansk Melodi Grand Prix er.

Dorte West, borgmester i Herning Kommune

– Det er en dejlig tillid at blive vist af vores gode og mangeårige samarbejdspartner DR, når de for syvende gang giver os mulighed for at danne rammen om deres to populære tv-shows, der samler hele Danmark. Vi ser frem til at byde hele Melodi Grand Prix-holdet velkommen tilbage til MCH, og vi glæder os rigtig meget til at publikum igen kan opleve de imponerende og spektakulære tv-shows i Jyske Bank Boxen.

Georg Sørensen, administrerende direktør i MCH A/S

Dansk Melodi Grand Prix 2025 afvikles lørdag den 1. marts. Børnenes MGP finder sted ugen før, den 22. februar. 

Værter for henholdsvis Dansk Melodi Grand Prix og børnenes MGP meldes ifølge DR ud senere, mens finalisterne offentliggøres i begyndelsen af 2025.

Billetsalget starter i morgen.

Translate »
Exit mobile version