Israels deltagelse i Eurovision 2026 vil blive besluttet ved en ekstraordinær online EBU generalforsamling i november. Beslutningen er truffet efter et møde i EBU’s eksekutivbestyrelse, hvor medlemmerne ikke kunne nå til enighed om Israel.
Det betyder at alle EBU’s medlemmer nu skal stemme om, hvorvidt Israel skal have lov til at deltage ved den internationale musikkonkurrence.
ESC som en kulturel europæisk begivenhed
DR har gjort sin stilling op i forhold til den kommende afstemning, og public servicestationen kommer ikke til at stemme Israel ud af konkurrencen.
Gustav Lützhøft, der er ledende redaktionschef i DR Kultur, Debat og Musik, skriver følgende:
– DR bakker op om ESC som en kulturel europæisk begivenhed, der siden 1956 har samlet nationer gennem musik.
– Deraf følger, at vi ikke kommer til at stemme for, at noget EBU-medlem skal ud af konkurrencen, så længe de overholder regler og vedtægter.
– DR’s deltagelse i ESC er uændret betinget af, at der er et stærkt internationalt fællesskab, styr på sikkerheden samt en apolitisk ramme rundt om konkurrencen, skriver han.
TV2 er også medlem af EBU og har derfor også stemmeret i afstemningen. Men de har imidlertid ikke meldt ud, hvordan de forholder sig.
Aktive medlemmer af EBU deltager i afstemningen
Afstemningen om Israels deltagelse vil blive afgjort af de aktive medlemmer af European Broadcasting Union (EBU). Det betyder, at mere end 60 tv-stationer fra over 50 lande vil afgive de afgørende stemmer.
Australiens SBS deltager i Eurovision, men er kun associeret medlem. Derfor har de ikke stemmeret.
I en udtalelse til BBC præciserede EBU nogle punkter. For det første vil beslutningen blive taget ved simpelt flertal. Hvis mere end 50 % af medlemmerne stemmer for at udelukke Israel, vil den statslige tv-station KAN ikke deltage i 2026.
EBU-medlemmer, der ikke sender eller deltager i Eurovision, får også lov at stemme. Det gælder blandt andet Tunesien, Egypten, Tyrkiet, Algeriet, Jordan og Libanon.
Flere lande vil trække sig
Flere europæiske lande har offentliggjort, at de vil trække sig fra Eurovision Song Contest 2026, hvis Israel får lov at deltage. Dette sker som reaktion på den igangværende konflikt i Gaza og de politiske spændinger, der følger med.
Det gælder Spanien, Holland, Irland og Slovenien. Derudover er der også rapporteret om, at tv-stationer i Island, Belgien, Finland og Norge har udtrykt bekymring eller overvejer deres deltagelse, afhængigt af EBU’s beslutning.
DR har tidligere annonceret, at Danmark deltager på tre betingelser:
- Der skal være et bredt europæisk fællesskab omkring konkurrencen – altså skal der være bred tilslutning fra landene.
- Der skal være styr på sikkerheden.
- Det skal være et apolitisk arrangement.
Læs EBU’s brev til medlemslandene herunder:



