Eurovision 2025 blev for alvor skudt i gang lørdag den 3. maj, da årets første artister trådte op på scenen i St. Jakobshalle i Basel. I dag tirsdag fortsatte de individuelle prøver med 2. halvdel af semifinale 2, herunder det danske show.
Både 1. og 2. prøverne foregår bag lukkede dører uden adgang for pressen, men Eurovision.tv har sit eget team til stede i arenaen, som giver os en liveblog med beskrivelse af, hvad der foregår på scenen i Basel.
Introduktion fra Eurovision digitale team
Prøverne i arenaen:
Hvert land har 30 minutter til at gennemføre deres første prøve. Det er som regel nok tid til at køre deres optræden igennem tre gange.
Hvis der indgår pyroeffekter som røg, tåge, fyrværkeri – eller måske et brændende falsk klaver – bliver disse effekter typisk testet i den sidste gennemkørsel.
Kostumerne, der vises i den første prøve, er som oftest dem, man også vil se i semifinalen – men det er ikke altid tilfældet.
Sådan fungerer livebloggen:
Eurovision.tv’s redaktion ser alle optrædener for allerførste gang, uden forhåndsviden om hvad der venter. Første gennemkørsel ses live i arenaen – uden åbne laptops – så alt kan opleves direkte og umiddelbart. Først bagefter skrives beskrivelserne ned, så fans fra hele verden kan få et klart billede af, hvad der sker på scenen.
Livebloggen skrives af Eurovision.tv’s digitale team, men selve ordene kommer fra én person. I dag er det Heidi fra Eurovision.tv.
En opsummering på dagens prøver
(oversat fra Eurovision digital teams beskrivelse)
🇲🇹 Malta: Miriana Conte – SERVING
🇬🇪 Georgien: Mariam Shengelia – Freedom
🇩🇰 Danmark: Sissal – Hallucination
🇨🇿 Tjekkiet: ADONXS – Kiss Kiss Goodbye
🇱🇺 Luxembourg: Laura Thorn – La Poupée Monte Le Son
🇮🇱 Israel: Yuval Raphael – New Day Will Rise
🇷🇸 Serbien: Princ – Mila
🇫🇮 Finland: Erika Vikman – ICH KOMME
🇲🇹 Malta: Miriana Conte – SERVING (1. prøve)
Er vi klar til, at Maltas Miriana Conte serverer attitude, selvsikkerhed – og måske en rød schweizisk bold eller seks?
Først og fremmest: Miriana Conte er en 24-årig maltesisk sanger kendt for sine “electrifying” optrædener og en frygtløs tilgang til musik. Hun forsøgte første gang at repræsentere Malta ved Eurovision i 2017, kun 16 år gammel. Otte år senere står hun nu i Basel, efter at have serveret sin helt egen form for queen-energy til alle pre-party-arrangementerne undervejs.
Lad os tale om sceneshowet. Selvom The Sound of Music stadig er en inspiration (vi er jo stadig do-re-mi-fa-s-s-serving, trods alt), så er det visuelle narrativ, vi så ved MESC, for det meste væk. For det første er der en stor rekvisit – et sæt gigantiske glitrende røde læber, der holder en roterende discokugle. Hele strukturen er formentlig tre meter høj og står i midten af scenen.
Den roterer i begyndelsen, og Miriana befinder sig indeni, iført en skriggul kjole med et stort skørt lavet af lagdelt tyl med sorte ærmer. Hun løftes ud af discokuglen og kjolen, så en catsuit afsløres – samme stil som den, vi så ved MESC, men nu i sort og rød og MEGET glitrende. Hendes hår er nu også knaldrødt – hele udtrykket føles som en overgang fra giftig blomst til hjerterdronning.
Danseserien ligner meget den fra MESC, men hendes fire dansere har skiftet Von Trapp-outfittet ud med røde netstrømper, stroppet sort undertøj og røde pelsjakker. Det sidste omkvæd udspiller sig på frame stage, hvor de røde schweiziske bolde dukker op til en hoppende afslutning. LED-grafikken veksler mellem grafiske eksplosioner af blomster og hoppende leopard-visuals, dansende ben og ord fra sangen – det hele slutter med DIVA NOT DOWN i enorme bogstaver. Hele optrædenen er meget Miriana – modig, kompromisløs og virkelig underholdende. Sikke en måde at starte dagen på!
🔥 PYRO-OPDATERING: Masser af røgkanoner i omkvædene og en stor afslutning.
🇬🇪 Georgien: Mariam Shengelia – Freedom (1. prøve)
Næste til at øve er Georgiens Mariam Shengelia, der synger sin orkestrale powerballade Freedom. Den synges både på georgisk og engelsk, og der er bestemt nogle 1960’er-vibes i produktionen af dette nummer. Så vi er virkelig interesserede i at se, hvordan det kommer til live på den store scene.
Mariam kommer fra en lille by i Georgien og deltog både i The X Factor Georgia og The Voice Georgia. Hun er også medlem af Mixtura, et band kendt for sin fusion af forskellige musikalske indflydelser.
Vi har endnu en stor rekvisit – det er en geometrisk klippe, der står midt på scenen – Mariam optræder ovenpå den, iført en fantastisk sølvkjole, der ligner, den er lavet af satin med organza-lag, der giver den struktur, så hun bliver en del af klippen. Fire mandlige dansere optræder på scenen omkring hende, alle iført traditionelle georgiske chokha-frakker i sort, med tætsiddende hovedbeklædning og sorte støvler – under andet vers udfører de en kompleks flagdans med blå og hvide flag.
Grafikken på bagvæggen er enkel, men smuk, med en måne, der stiger op bag Mariam mellem de to scenebjerge, som overgår i en rød sol med stormskyer og neonringe. Grafikken bliver hurtigere og mere dynamisk, efterhånden som sangen skrider frem – mange optrædener har brugt lys og grafik som en måde at drive præstationen på i år, og dette er et virkelig effektivt eksempel.
Der er også en kjolereveal! Under mellemstykket kommer Mariam ned fra sin klippe, træder ubesværet ud af sin kjole (den bevæger sig ikke en tomme, hvilket antyder, at den er MEGET tung), for at afsløre en rød paillet-jumpsuit til det sidste omkvæd, som hun optræder med på frame stage mod en baggrund af bjerge. Strengeinstrumenterne og trommerne i denne sang er KÆMPE – det føles som om musikken stiger op gennem arenaens gulv.
🔥 PYRO-opdatering! Tæt tåge omkring klippen i starten, som forsvinder for at få det til at se ud som om Mariam og hendes dansere rejser sig op af den. I dag kommer til at handle ALT om dramaet.
🇩🇰 Danmark: Sissal – Hallucination (1. prøve)
Hvis du tænker tilbage på marts, vandt Sissal Dansk Melodi Grand Prix iført en grøn glitrende dragt, ledsaget af to moderne dansere og en meget kraftig vindmaskine. Kort tid efter lovede hun os en opdatering til Basel, og det er præcis det, vi har fået.
Hovedrekvisitten er et gennemsigtigt gardin, der hænger i midten af scenen og strækker sig fra gulv til loft. Gardinet er i fire dele, så det flyder i vindmaskinen og skaber en virkelig enkel men effektiv fornemmelse af bevægelse omkring Sissal, som synger på en sort platform i midten, i en tunnel af pulserende neonlys og stroboskop. Hun fremfører første vers og omkvæd i en fuldstændig fantastisk blå og hvid frakke med hundredvis af lag organza – ærligt talt, det føles som Met Gala herinde i dag.
Frakken fjernes i andet vers og afslører en langærmet dragt og knæhøje støvler i glitrende elektrisk blå. Sissal har fire dansere, der presser deres ansigter ind mod gardinet omkring Sissal som spøgelser, før de danser omkring hende med blå stoflommetørklæder. I den sidste del er danserne helt indsvøbt i blåt stof, mens Sissal går ned fra sin platform og bevæger sig til frame stage til det sidste omkvæd. Dansernes fødder er forankret til gulvet, så de kan læne sig ind i deres bevægelser, som om de svajer i vinden, mens Sissal bygger op til den store afslutning. Ingen pyro, men den sidste tone løfter taget af St Jakobshalle helt af sig selv.
🇨🇿 Tjekkiet: ADONXS – Kiss Kiss Goodbye (1. prøve)
Og endelig inden vi holder frokostpause, er det tid til Tjekkiets ADONXS og hans dramatiske ballade Kiss Kiss Goodbye. ADONXS har ikke kun en succesfuld musikkarriere, han har også arbejdet som professionel danser og model. Der var ingen national finale i Tjekkiet i år, så vores eneste hint til dagens iscenesættelse er tidsrejse-fortællingen fra den officielle musikvideo.
Faktisk er det ikke helt sandt, for for andet år i træk har Tjekkiet givet os staging-noter! Det elsker vi. Her er, hvad de har at sige:
“Hovedfokus i denne optræden er Adonxs’ scenetilstedeværelse, vokal og karisma. Det er et rent, elegant koncept, der fuldt ud udnytter de muligheder, Eurovision-scenen tilbyder, og bruger den nyeste lysteknologi til at skabe effekter, der danner bølger og vækker associationer til filmen Inception.
Dansepausen og koreografien er blevet videreudviklet til tv-publikummet, og skaber en følelsesladet, medrivende og visuelt betagende oplevelse – både for seerne hjemme og publikum i arenaen.”
Og flere detaljer, begyndende med Adonxs’ outfit – sølvfarvede bukser med vide ben, en hvid overdel der minder om en undertrøje, men med ærmer og hvide handsker. Ja, vi ved godt at en undertrøje med ærmer ikke giver mening, men hæng på.
Scenografien er dramatisk hvid, med blinkende sorte former på LED-væggen, der får det til at føles som en slags dystopisk himmel. Under andet vers tilslutter fire dansere i matchende outfits sig Adonxs til en koreografi på et helt hvidt gulv. Derefter sænkes lego-lysene til en uptempo dansepause badet i rødt stroboskoplys – et dramatisk øjeblik med farve, der kortvarigt tager pusten fra én.
De referencer, som den tjekkiske delegation har givet, giver SÅ meget mening, når man ser det på scenen og på skærmen – det hvide er en dramatisk metafor for en ren afsked, og Adonxs, der fremfører afvisningen i teksten via mange nærbilleder, er virkelig en stemning. Ingen pyro eller rekvisitter, formentlig fordi det ville forstyrre det rene udtryk. Denne morgen har allerede været noget af en rejse, ikke?
🇱🇺 Luxembourg: Laura Thorn – La Poupée Monte Le Son (1. prøve)
Det er tid til, at 25-årige Laura Thorn fra Luxembourg skal have sin prøve – hun er sanger og multiinstrumentalist, samt lærer ved Conservatoire de Musique i det sydlige Luxembourg.
Sangen er på fransk, og La Poupée Monte Le Son betyder “dukken skruer op for lyden”, og det er en sjov, uptempo bop, der både er et tilbageblik og en slags efterfølger til Poupée de cire, poupée de son – den legendariske sang, der vandt Eurovision for Luxembourgs France Gall præcis for tres år siden.
Det er også præcis den type uptempo bop, vi har brug for efter frokost, og vi er spændte på at se, hvordan iscenesættelsen har udviklet sig siden Laura vandt The Luxembourg Song Contest tidligere i år. Svaret er… en hel del – Doll-Laura-konceptet med mandlige dansere, der kombinerer 60’er-moves med marionetreferencer, er bevaret, men muligheden for at projektere enorme LED’er både på scenen og skærmen har løftet det til noget helt andet.
Nu er Laura inde i sit eget lyserøde og røde dukkehus i 1960’er-stil, med animerede hænder der rækker ind og flytter på hende i åbningssekvensen. Hun har fem mandlige dansere iført lignende røde velourdragter som dem, vi så ved The Luxembourg Song Contest, men måden de interagerer med Laura på er nu en præcisionskoreografi, hvor hendes dukkeagtige stivhed i begyndelsen gradvist bliver mere afslappet og menneskelig gennem optrædenen. Hun leder dem ned ad catwalken i andet vers – billedligt og bogstaveligt forlader hun dukkens hus, så den sidste del kan udfolde sig på frame stage.
Denne historie fortælles også gennem hendes kostume – den lyserøde dukkekjole, hun bar i den nationale finale, er erstattet af en langt mere sofistikeret version i lyserød med korsetlignende snøring, kombineret med sølvfarvede knæhøje støvler. I mellemstykket tages den lyserøde kjole af og afslører en glitrende sølvkjole nedenunder – der er ingen kvindelige dansere i denne version, det er bare Laura og hendes mandlige dansere, som skaber noget der føles mere som et egentligt dancebreak end i originalen. Det var altid en sjov sang, men denne iscenesættelse løfter det til en langt mere sammenhængende og stærk form for visuel historiefortælling
🇮🇱 Israel: Yuval Raphael – New Day Will Rise (1. prøve)
Næste artist på scenen er Israels Yuval Raphael med hendes storladne ballade New Day Will Rise, som synges i en kombination af engelsk, fransk og hebraisk. Yuval er 24 år og kommer fra Ra’anana nær Tel Aviv, men hun har også boet i Genève i nogle år som barn, så Schweiz er ikke fremmed for hende.
At vinde Israels talentshow HaKokhav HaBa var Yuvals billet til Eurovision, men sangen kom senere, så vi har ingen tidligere reference for sceneshowet at holde os til. Men det er helt fint, for vi står jo lige her og ser optrædenen live.
Første ting at bemærke – der er en KÆMPE rekvisit i midten af scenen – den største, vi har set indtil videre i år. Det er en to-etagers cirkulær struktur, måske fem meter høj, med en buet trappe på den ene side. Den øverste etage er en smule mindre end den nederste, og hver cirkel er draperet med et glitrende gardin af sølvtråde, der dækker hele vejen rundt. Forestil dig en moderne udgave af et gammeldags fuglebur eller en lysekrone, man kan klatre op i. Det repræsenterer ikke helt nogen af delene, men forhåbentlig hjælper det dig med at forestille dig det, indtil vi får nogle fotos.
Yuval starter sin optræden i en skygge af blåt lys på frame stage, iført en skræddersyet sort buksedragt med firkantede skuldre og draperede flamencolignende ærmer. Hun bevæger sig tilbage ad catwalken i andet vers, og der er et smukt enkelt kameraskud, hvor hun går rundt om buret, mens hun synger den franske del, og derefter går op ad trappen for at optræde med det hebraiske vers og resten af sangen fra en platform i øverste etage. Tæt på kan man se, at buret er lavet af individuelle krystaltråde – så det minder faktisk mere om en lysekrone.
På et tidspunkt løfter Yuval armene, og de draperede ærmer på hendes jakke ligner vinger, hvilket får os til at tænke, at vi måske alligevel var på rette spor med fuglebur-metaforen. LED-væggen tilføjer flydende vand over sorte klipper, og vandets kraft bygger op gennem det sidste omkvæd, indtil hele scenen toner ud i hvidt til de bløde klavertoner i den sidste linje.
🔥 PYRO-opdatering: et brus af fyrværkeri fra scenens baggrund i omkvædet ved toneartsskiftet.
🇷🇸 Serbien: Princ – Mila (1. prøve)
I anden semifinale vil Tyskland være det poppede indslag i denne powerballade-sandwich, men de er en del af Big 5 og øver først torsdag. Så vi springer direkte videre til Serbiens Princ og hans kærlighedssang Mila.
Ud over at være sanger spiller Princ også guitar og trommer. Han har været forsanger i et rockband, var finalist i The Voice Bulgaria, og har også tidligere forsøgt sig med Eurovision, hvor han i 2023 kom på andenpladsen efter Luke Blacks Samo Mi Se Spava. Den store scene er altså i høj grad hans hjemmebane.
Første ting at bemærke om Princs iscenesættelse – månen fra Pesma za Evroviziju er væk, ligesom den roterende danser og læderbukserne med vest. Det betyder, at vi tilføjer Mila til listen over acts, der har fået en komplet scenisk makeover.
Princ begynder sin optræden i midten af hovedscenen, hvor han synger åbningsverset i skygge, omgivet af en lysglorie, mens tre mandlige dansere i sorte outfits trækker ham ind i en smukt koreograferet moderne dans. Han bærer en skræddersyet rød habit, og der kommer et totalt uventet og dramatisk øjeblik, hvor to af danserne trækker ham ned ad catwalken ved benene i en marchlignende bevægelse, mens LED-skærmen eksploderer i rødt lys og flammende grafik.
Det er formentlig en visuel metafor for den serbiske linje, der oversættes til: “du har bragt livet tilbage fra kanten” – Princ rammer ikke en eneste tone forkert, hvilket er bemærkelsesværdigt med tanke på den præcise koreografi og fysiske intensitet i showet. Hele optrædenen føles lysår væk fra Pesma – formentlig en af årets største transformationer.
🔥 PYRO-OPDATERING: Lav tåge i starten, derefter en eksplosion af flammer i sidste vers.
🇫🇮 Finland: Erika Vikman – ICH KOMME (1. prøve)
Og endelig, til afslutning på dagens første prøver, får vi et stort, klimaksagtigt banger-øjeblik fra Finlands Erika Vikman. Hun er en kendt stjerne i Finland, vandt Tangomarkkinat-festivalen i 2016, og bragte den uforglemmelige Cicciolina til UMK i 2020. Det blev ikke hendes store Eurovision-øjeblik dengang, men Ich Komme er det helt sikkert.
Den synges på finsk med et strejf af tysk – spørgsmålet er, om det bliver latexoutfittet fra UMK, eller det metalliske ensemble fra den officielle musikvideo?
Den bedste måde at beskrive det på er: UMK, men… endnu mere intenst. Erika synger første vers og omkvæd stående på en cirkulær gylden platform, før hun tager sin gyldne mikrofon og begiver sig ud på en tempofyldt tur ned ad catwalken til frame stage. Hun har en ny version af det sorte latexoutfit med lårhøje støvler fra UMK – denne udgave er mere læder end latex og har metalliske nitter i taljen samt lange sorte handsker. Der er ikke behov for dansere, for Erika ejer hvert eneste hjørne af scenen – hver bevægelse og hvert blik til kameraet er præcist koreograferet for at skabe kontakt med publikum.
Og så finalen – i takt med at tempoet stiger, vender Erika tilbage til hovedscenen og bestiger sin gigantiske gyldne mikrofon til den afsluttende opstigning. Vi ville ønske, vi kunne beskrive, hvordan de sidste 30 sekunder af bas føles i arenaen – men hvis du har billet til anden semifinale, venter der dig en ekstraordinær afslutning. Eller en finn-ish, hvis du vil.
Vi har ikke engang nævnt LED-væggen, men den ligner meget den fra UMK med kæmpe ICH KOMME-grafik og en afsluttende ERIKA. Og en sidste 🔥 PYRO-OPDATERING – røgeksplosioner på catwalken midt i showet.
Vi har i den grad brug for at lægge os ned.