Israels deltagelse i Eurovision 2026 vil blive besluttet ved en ekstraordinær online generalforsamling i november. Det bekræfter European Broadcasting Union (EBU).
Beslutningen er truffet efter et møde i EBU’s eksekutivbestyrelse, hvor medlemmerne ikke kunne nå til enighed om Israel.
EBU-præsident Delphine Ernotte-Cunci har i et brev til medlemslandene formuleret det som en “hidtil uset mangfoldighed af holdninger” til Israels deltagelse, hvilket har krævet “et bredere demokratisk grundlag”.
For første gang vil alle EBU-medlemsstationer blive inviteret til at stemme om, hvorvidt Israels public service-station KAN kan deltage i konkurrencen.
Afstemningen vil være det eneste punkt på dagsordenen for det ekstraordinære møde.
Resultatet af afstemningen forventes i begyndelsen af november, og det vil direkte påvirke, hvem der deltager i Eurovision 2026.
Flere lande vil trække sig
Flere europæiske lande har offentliggjort, at de vil trække sig fra Eurovision Song Contest 2026, hvis Israel får lov at deltage. Dette sker som reaktion på den igangværende konflikt i Gaza og de politiske spændinger, der følger med.
Det gælder Spanien, Holland, Irland og Slovenien. Derudover er der også rapporteret om, at tv-stationer i Island, Belgien, Finland og Norge har udtrykt bekymring eller overvejer deres deltagelse, afhængigt af EBU’s beslutning.
DR har tidligere annonceret, at Danmark deltager på tre betingelser:
Der skal være et bredt europæisk fællesskab omkring konkurrencen – altså skal der være bred tilslutning fra landene.
Der skal være styr på sikkerheden.
Det skal være et apolitisk arrangement.
Læs EBU’s brev til medlemslandene herunder:



