Lasse Skriver debuterer i Dansk Melodi Grand Prix 2026 med sangen “Roaring Heart”, der beskrives som hans mest personlige sang til dato. Sangen er skrevet af Lasse selv sammen med August Møller Fogh, Karl-Frederik Reichhardt og Thomas Baxter.
Fra Vejle til København – og videre til Dansk Melodi Grand Prix
For Lasse føles deltagelsen i Dansk Melodi Grand Prix 2026 som det helt rigtige skridt. Selvom mange stadig husker ham som tømrerlærlingen fra Vejle i X Factor, er der sket meget siden – både musikalsk og personligt. Det er netop den udvikling, der har gjort, at Grand Prix nu er blevet aktuelt for ham.
Han peger selv på, at konkurrencens størrelse har haft betydning, men understreger samtidig, at beslutningen i høj grad handler om, hvor han står i dag. “Det er jo et kæmpe musikprogram – det største musikprogram i Danmark,” fortæller han og uddyber, at han det seneste år har brugt tid på sig selv: “Jeg har brugt det sidste års tid på lige at finde mig selv. Og så synes jeg bare, det giver super god mening lige nu.”
En sang skabt i trygge rammer
Sangen, som Lasse stiller op med i Dansk Melodi Grand Prix, er opstået i et tæt samarbejde med to mennesker, han har arbejdet sammen med gennem hele sin musikalske rejse. Carl Frederik og August er både sangskrivere og producere på nummeret, og relationen mellem dem har haft afgørende betydning for, hvordan sangen tog form.
“Dem har jeg lavet musik med i al den tid, jeg har lavet musik, så de kender mig rigtig godt, og jeg kender dem rigtig godt,” siger han.
Det var netop i en samtale med de to, at historien bag sangen begyndte at tage form.
Flytningen, tempoet og den indre ro
Sangen “Roaring Heart” tager udgangspunkt i en periode, hvor Lasse flyttede fra en lille by syd for Vejle til København. Overgangen var markant og bød på et tempo, han ikke tidligere havde oplevet. “Jeg er jo flyttet fra en lille by syd for Vejle, og herover til København, hvor der virkelig var run på,” fortæller han.
Tiden i hovedstaden beskriver han som både intens og udfordrende. “Det var jo en lidt kaotisk tid og en ret stresset tid,” siger han, men midt i det hele opstod også noget, der gav balance. Han fandt ro i et forhold, som kom til at betyde meget i en ellers hektisk periode. “Så finder jeg jo min daværende kæreste og finder en indre ro i at være sammen med hende i en ellers meget stressfyldt periode.”
Først og fremmest har det været rigtig, rigtig sjovt
Selvom sangens tekst antyder, at rejsen har været krævende, lægger Lasse vægt på, at oplevelserne overordnet set har været positive. Flytningen og karrieren har givet ham muligheder, han ikke ville have været foruden. “Det har jo først og fremmest været rigtig, rigtig sjovt, og det har jo fulgt sig en masse gode oplevelser med,” siger han.
Især muligheden for at leve af musikken står klart for ham som noget særligt. “Det er jo en kæmpe mulighed at få lov til at leve af at lave musik. Det er jo ikke alle, der lige får den mulighed,” forklarer han.
En god mulighed for at få vist sin musik frem
Når Lasse ser frem mod Dansk Melodi Grand Prix, handler det i høj grad om oplevelsen og om at nå ud til et stort publikum. Han forventer primært, at det bliver en positiv og mindeværdig oplevelse. “Først og fremmest kan det jo helt sikkert give mig en god oplevelse,” siger han.
Samtidig er han bevidst om konkurrencens rækkevidde. “Det er jo nok det musikprogram, der har allerflest seere i Danmark, så det er en god mulighed for at få vist sin musik frem,” fortæller han.
Underbevidste skub og forbindelser til Grand Prix-universet
Selvom deltagelsen ikke har været et mål i sig selv gennem længere tid, erkender Lasse, at relationer til andre artister kan have spillet en rolle – også selvom han ikke har tænkt bevidst over det. “Det har det måske lidt underbevidst været,” siger han.
Lasse har blandt andet arbejdet sammen med den svenske Melodifestivalen artist Dotter, med hvem han han har udgivet en julesang. Han nævner også venskabet med Max Ulver, der deltog i Dansk Melodi Grand Prix 2026, som en mulig faktor, og formulerer det med et smil: “Det har jo nok måske lidt underbevidst været med til at give mig det sidste – nu siger jeg det på jysk – los i røven.”
At komme ud og møde en masse søde mennesker
Noget af det, Lasse ser allermest frem til, er mødet med publikum. Han beskriver sig selv som en artist, der lever for at optræde live, og netop derfor betyder Grand Prix-publikummet meget for ham. “Det er helt sikkert det, jeg glæder mig allermest til – at få vist frem, hvad jeg har at byde på, og komme ud og møde en masse søde mennesker,” siger han.
Grand Prix som fast tradition i familien
Dansk Melodi Grand Prix har gennem hele Lasses liv været en fast del af familietraditionerne. “Det har været fast tradition hjemme i mine forældres stue,” fortæller han og understreger, at det stadig er tilfældet.
At forældrene nu skal opleve ham som deltager, gør det ekstra stort. “Nu bliver det kæmpestort, at de kan se mig på skærmen,” siger han – og de nøjes ikke med at følge med hjemmefra. “De er i salen,” slår han fast.
Som mangeårig seer har Lasse også sine egne favoritter i Grand Prix-historien. Da talen falder på sange og artister, der har gjort særligt indtryk, tøver han ikke. “Det er jo klart Birthe Kjær og Brødrene Olsen,” siger han og runder af med ordene: “Det er jo legenderne“.
Om Lasse Skriver
Lasse Skriver er en dansk sanger og sangskriver, der fik sit gennembrud i offentligheden gennem sin deltagelse i X Factor. Siden har han opbygget en professionel musikkarriere med pladekontrakt, millionstreamede udgivelser, festivaloptrædener og landsdækkende turnéer.
Han deltog i X Factor i 2022, hvor han hurtigt blev et genkendeligt navn blandt seerne. Selvom han ikke nåede frem til liveshows, fik deltagelsen stor betydning for hans videre karriere, og kort efter programmets afslutning underskrev han en pladekontrakt med Sony Music. På dette tidspunkt stod han midt i overgangen fra sin tilværelse som tømrerlærling i Vejle til en fuldtidskarriere som musiker.
Efter X Factor flyttede Lasse Skriver fra Vejle til København for at forfølge musikken professionelt. Flytningen markerede begyndelsen på en mere målrettet satsning og opbygningen af et nyt musikalsk netværk.
Siden har han udgivet en række singler, heriblandt Like It, Sometimes I Feel og Looking For Love, som tilsammen har opnået flere millioner streams samt radioairplay og playlistetilføjelser. Han har desuden udgivet EP’en Love Is Strange og arbejdet i studier i både Danmark og Sverige. Lasse Skriver har primært udgivet musik på engelsk, men har også udgivet dansksprogede udgivelser.
Lasse Skriver har optrådt på flere danske festivaler, herunder Smukfest, SPOT Festival og Jelling Festival. I 2022 drog han på sin første Danmarksturné, som fortsatte ind i 2023, og i 2024 gennemførte han endnu en landsdækkende turné.
I januar 2026 blev Lasse Skriver offentliggjort som deltager i Dansk Melodi Grand Prix 2026, hvor han stiller op med sangen Roaring Heart.


