Dagen før den helt store Super Saturday med hele fem nationale finaler skyder Litauen weekenden i gang med Eurovizija 2026.
Litauen har deltaget i Eurovision 25 gange siden de debuterede i konkurrencen i 1994. Især i de første år havde de generelt svært ved at få særlig gode resultater, og har blot opnået tre top 10-placeringer. Dog er de gået i finalen de seneste fem år, så det ser ud til, at de er inde i en relativt god stime.
Litauen har de i de senere år lavet mere eller mindre om på konceptet for udvælgelsen af det litauiske bidrag. I år har der været fem indledende runder med otte sange i hver, hvoraf de to bedst placerede sange er gået i finalen. Tredjepladserne fra hver runde er gået videre til en wildcardrunde, hvor der er valgt en yderligere finalist. Der er altså i alt 11 sange med i finalen. Blandt finalisterne ser vi flere gengangere fra sidste år. Således er sidste års andenplads Lion Ceccah i finalen igen i år, ligesom Black Biceps og Noy også er gengangere. Endelig skal Lolita Zero nævnes. De har to gange tidligere deltaget i den litauiske udvælgelse med nogle meget specielle sceneshows, og har opnået gode resultater, nemlig en fjerde- og og tredjeplads i hhv. 2017 og 2022. De første to gange de deltog havde de især svært ved at få point fra juryerne, men i deres indledende runde fik de, som den eneste i de fem indledende runder, 12 fra både jury og seere, så måske er tredje gang lykkens gang. De får dog skarp konkurrence, blandt andet fra Atikin, som ganske vist ikke vandt deres juryafstemning i den indledende runde, men som til gengæld fik over 50% af seerstemmerne. Førnævnte Lion Ceccah ses også flere steder som en meget skarp konkurrent.
Ved semifinalerne var der 50% seerafstemning, og 50% jury. Det vil der også være i finalen. Seerafstemningen foregår digitalt, og kan ses her: https://balsuok.lrt.lt/ Det er dog uklart, hvorvidt man kun kan stemme fra Litauen, eller om det også kan lade sig gøre at stemme fra f.eks. Danmark.
Finalen afholdes i hovedstaden Vilnius, og værterne er Gabrielė Martirosian, Rimvydas Černiauskas og Eglė Kernagytė. De to førstnævnte var også værter sidste år, og Eglė Kernagytė sad i den litauiske jury ved Eurovision 2025.
Finalen starter klokken 18:00, og kan ses her: https://www.youtube.com/watch?v=WHdHpo6BcTw
Oversigt over de 11 sange i finalen:
| Sang nummer | Artist | Sang | |
| 1 | Rug!e | Ikona Žemaitė | |
| 2 | Walls Of Water | Unshakable | |
| 3 | Lion Ceccah | Solo quiero mas | |
| 4 | Nøra Blu | Hold My Own | |
| 5 | Noy | Stand Up | |
| 6 | Atikin | Deganti Žemelė | |
| 7 | SHWR | Contact | |
| 8 | Vilnius Voices | Grįšim | |
| 9 | Lolita Zero | Salve in meum mundum | |
| 10 | Paulė | Sako | |
| 11 | Black Biceps | Let Me Cook |


