Copenhagen Pride 2025 står klar til at indtage Rådhuspladsen og resten af byen med et brag af en kærlighedsfest, når ni dage med musik, kultur, aktivisme og fællesskab folder sig ud. Også i år er flere tidligere Melodi Grand Prix-deltagere på programmet, og de sørger for, at der bliver rig mulighed for både nostalgi og nye popoplevelser.
Lørdag den 9. august åbner Copenhagen Pride med et Grand Prix-gensyn, når Sander Sanchez indtager scenen sammen med Sikki fra kl. 17.00 til 17.45 i Two Spirit Celebration. Sander, halvt Native American, fik sit gennembrud i Dansk Melodi Grand Prix 2020 med “Screens”, hvor han sluttede på en flot 2. plads. Sander er kendt for sin energiske sceneoptræden og stærke vokal og optræder i år for 5. gang i træk på Pride-scenen. Sander er desuden aktuel med singlen STAR – en drømmende blanding af house, pop og kosmisk kærlighed.
EVENT: Copenhagen Pride 2025 Two Spirit Celebration – Sander Sanchez & Sikki
Fra kl. 18.00 til 18.30 er det Sada Vidoo, der i Grand Opening Show optræder med Pharfar. Sada, født Nicole Stokholm Pedersen, deltog i Dansk Melodi Grand Prix 2017 med “Northern Lights”. Hun er kendt for sin markante “The Living Doll”-persona og har haft en alsidig karriere med både trance-hits som DJ Aligators “Lollipop”, sangskriverarbejde på Infernals platin-hit “Ten Miles”, turnéer med Snap! og deltagelse i den britiske X Factor, hvor hendes unikke visuelle stil skabte stor opmærksomhed.
Pharfar har også en fortid i Melodi Grand Prix, hvor han i 2019 sammen med Klumben, Chapper og Peber slog sig løs som Humørekspressen på bidraget “Dronning af Baren”.
Derudover skrev han i 2011 “Hvad Hjertet Lever Af”, som blev sunget af Stine Kinck.
EVENT: Copenhagen Pride 2025 åbningskoncert
Senere på aftenen, fra 19.30 til 20.30, kan publikum opleve Anja Nissen, som deltog i Dansk Melodi Grand Prix 2016 med “Never Alone”, skrevet af Emmelie de Forest, og vendte tilbage året efter med “Where I Am”, som hun selv havde været med til at skrive. Med sidstnævnte vandt hun konkurrencen og repræsenterede Danmark ved Eurovision Song Contest 2017 i Kyiv. Den dansk-australske sangerinde vandt The Voice Australia i 2014 under vejledning af will.i.am og har siden haft en international karriere med både pop- og R&B-udgivelser, senest EP’en Same Room fra 2023.
Når Copenhagen Pride runder af med den store Closing Concert lørdag den 16. august, går færøske Sissal på scenen fra 18.30 til 18.45. Sissal, med det borgerlige navn Jóhanna Niclasen, vandt Dansk Melodi Grand Prix 2025 med sangen “Hallucination”, skrevet i samarbejde med bl.a. Joy Deb, Linnea Deb og Melanie Wehbe. Efter sejren har hun promoveret sin sang ved Eurovision pre-parties i bl.a. Stockholm, Oslo, Amsterdam og London, og repræsenterede Danmark ved Eurovision 2025, hvor hun sikrede Danmark en plads i finalen for første gang siden 2019.
EVENT: Copenhagen Pride Closing Concert 2025
Med fem stærke Grand Prix-navne på årets Pride-program er der garanti for masser af hits, popenergi og feststemning – alt sammen midt i Københavns farverige og kærlighedsfyldte Pride-univers.
—
Udover Grand Prix-navnene vil vi også slå et slag for fællessang med et par af vores andre favoritter her på Good Evening Europe. Copenhagen Pride præsenterer nemlig Danmarks største queer-kor – fællessang med Jakob Fauerby & Ramona Macho.
Elsker du at synge – eller bare at være en del af noget større? Så kom og syng med, når vi forvandler Pride Square til én stor queer-korsal! Jakob Fauerby og Ramona Macho styrer slagets gang, og sammen med korene Queer Qhoir Qopenhagen, Carmen Curlers, Cor Cantus og De Homofone løfter vi taget (okay, himlen) med fællessang, varme og fællesskab. Her er der plads til alle stemmer – også din!
Fællessang med Jakob Fauerby og Ramona Macho finder sted søndag den 10. august 2025 kl. 19.30.


