Søndag morgen mødte vi vinderen af Dansk Melodi Grand Prix 2026, Søren Torpegaard Lund, få timer efter hans sejr. Det var en tydeligt overvældet – og meget lidt udhvilet – vinder, der satte sig foran os, stadig i gang med at forstå, hvad der var sket aftenen før i Arena Nord.
Både i salen og i presserummet havde jubelen været markant og Søren lagde ikke skjul på, at opbakningen gjorde et stort indtryk.
“Det føles fuldstændig vanvittigt. Jeg var fuldstændig chokeret og overvældet og bundlykkelig. Det betyder virkelig, virkelig meget for mig. Ikke bare at vinde, men at der er så mange, der også er glade for, at jeg har vundet. Det betyder alt.”
Opbakning fra både jury og seere
I år var afgørelsen ikke delt. Søren endte som favorit hos både juryen og seerne – noget han først opdagede, da han kom ud til pressen efter showet. Under selve afstemningen havde han svært ved at følge med i tallene og koncentrerede sig mest om øjeblikket.
“Jeg kunne ikke på nogen måde finde ud af at se de der tal. Jeg hørte bare mit navn og blev glad.”
At opbakningen kom fra begge lejre, rører ham særligt.
“Det betyder jo alt, at der både er en fagjury, som går super fagspecifikt ind og kigger på nogle ting, og så også bare at folket bliver ramt af en følelse og har lyst til at sende mig videre.”
Allerede få timer efter sejren strømmede internationale reaktioner ind. Beskeder fra udlandet, forudsigelser om topplacering og kommentarer om “winner energy” fik ham til spontant at reagere med:
“Stop. Det er jo vanvittigt.”
En nat uden søvn – og med hollandske vafler
Natten efter sejren blev alt andet end rolig. Søren kom sent hjem og havde svært ved at falde ned efter adrenalinen.
“Jeg har sovet halvanden time. En lille lur, vil jeg nærmere kalde det.”
Han fortæller, at han sad i sengen og spiste hollandske vafler, mens tankerne kørte rundt.
Telefonen var, som han selv beskriver det, “rødglødende”. Beskederne kom fra både gamle bekendtskaber og mennesker, han aldrig har mødt.
“Det er bare kærlighed – fra gamle efterskolelærere til folk, jeg ikke kender. Det er simpelthen vidunderligt.”
Sejrsøjeblikket: “Et fysisk stød”
Selve øjeblikket, hvor hans navn blev råbt op, står stadig lidt tåget. Han beskriver det som en choktilstand, men husker en meget konkret, fysisk fornemmelse.
“Jeg husker tydeligvis et fysisk stød, der gik igennem mig, og den følelse af direkte chok.”
For ham var sejren langt fra givet på forhånd, og han understreger, at han stadig ikke helt forstår, at det faktisk skete. Derfor har han aftalt med sin kæreste, at de skal se hele showet sammen på TV for at genopleve aftenen og få overblik over detaljerne.
Tre runder – tre forskellige oplevelser
Finaledagen bød på flere performances, og Søren oplevede dem meget forskelligt. Efter generalprøven følte han, at han havde fundet et nyt niveau af ro og tilstedeværelse. Men nerverne vendte tilbage, da det for alvor gjaldt.
“Der var virkelig, virkelig nerver på.”
Et afgørende øjeblik kom under introen, hvor hans familie rejste sig fra deres pladser.
“Jeg troede ikke, jeg skulle græde allerede nu, men det er jeg allerede i gang med.”
Det tvang ham til at samle sig hurtigt – sangen indbød ikke til tårer – men gav ham samtidig et fokuspunkt midt i presset.
I anden runde slap han kontrollen mere og besluttede at give slip på perfektionen:
“Nu er jeg bare ligeglad. Nu skal jeg bare gå amok.”
Den tredje performance husker han mindre klart og erkender med et grin, at han må se optagelsen for at finde ud af, hvad der egentlig skete.
Konceptet: Fristelse, klub og smeltende jern
Når Danmark nu skal på Eurovision-scenen, forventer Søren ikke store ændringer i showet. Teamet er meget tilfredse med den helhed, de fandt frem til.
“Vi skal have vores boks med, og så skal den bare stå i midten, og så skal vi bare ind på den klub der.”
Sceneshowet udspringer af sangens tematik om at blive fristet af noget, man ved er giftigt. Med sin baggrund i teater og musical ønskede han en tydelig fortælling kombineret med det, han selv kalder “popstjerne vibes”. Derfor blev dansere en central del af udtrykket.
Farvetemaet – blå og orange – er inspireret af isfuglen, som han bar på sin t-shirt. Han forklarer, at farverne forbindes med smeltende jern.
“Det er den følelse, vi gerne ville have – jern der smelter og ild og amok.”
Hård træning og svedige håndflader
Det fysiske niveau i showet har ikke været uden bekymringer. Søren fortæller, at han flere gange dagligt de seneste tre måneder har tænkt over, om det hele kunne lykkes.
“Jeg har eddermame trænet hårdt for, at det kunne lade sig gøre.”
Under finalen var han især nervøs for at tabe mikrofonen, fordi håndfladerne svedte voldsomt. Et headset blev overvejet, men droppet af hensyn til lyden.
“Jeg var så bange for, at jeg skulle tabe den der mikrofon. Men det gjorde jeg ikke. Jeg holdt virkelig fast i den for my life.”
Forbliver sangen på dansk?
Med sejren har Søren nu skrevet sig ind i rækken af danske Eurovision-repræsentanter. Selv beskriver han det som uvirkeligt.
“Det føles urealistisk, og det kommer jeg ikke til at forstå nogensinde.”
Foråret bliver travlt med preparties og interviews, men timingen passer ham godt, da hans nuværende forestilling slutter i marts.
Om sangen forbliver på dansk, er endnu ikke endeligt besluttet:
“Den er ikke 100% sat i sten. Vi afsøger alle vores muligheder. Men hvis det stod 100% til mig, så ja.”
En tak til dem, der stemte
Til sidst sendte han en klar og følelsesladet tak til alle, der stemte på ham.
“Der er aldrig noget, jeg kommer til at være mere taknemmelig for end, at I tog imod det, vi har arbejdet på. Vi er så glade og stolte af, at det er gået, som det er gået. Så mange, mange, mange tak.”
Danmark har fået sin Eurovision-repræsentant – og Søren Torpegaard Lund virker mere end klar til at tage hele oplevelsen med åbent hjerte videre ud i Europa.
Vinderinterview dagen derpå
Du kan se hele interviewet med Søren Torpegaard Lund i videoen herunder:
