Vi er stolte over at kunne præsentere ‘Good Evening Europe-panelet’, hvor vi i fem artikler vil tælle ned til Tel Aviv med reviews af alle årets 41 sange. Vi lægger ud med 1. del af 1. semifinale.


Om under halvanden måned står de første artister på scenen i Expo Tel Aviv til prøverne forud for Eurovision Song Contest 2019. 41 stærke bidrag er klar til konkurrencen. Men hvilke sange er panelets favoritter? Hvilke sange, tror vi, kommer til at blande sig i kampen om sejr? Hvilke lande burde sejle sikkert ind i finalen, hvem er lige på vippen og hvem kan lige så godt booke en returbillet på det tidlige fly?

Advertisement

Regler og point

I panelet sidder 10 personer med vidt forskellig baggrund, men som alle har det til fælles, at de elsker Eurovision Song Contest og har fulgt konkurrencen i flere år. Du kan møde de 10 jurymedlemmer i sidemenuen til højre. Hvert medlem har – uden at diskutere eller udveksle holdninger med de øvrige jurymedlemmer – vurderet hvert enkelt bidrag og tildelt det en karakter jf. Eurovision-skalaen mellem 1 og 12, hvor 1 point uddeles til den eller de sange, man giver den laveste vurdering, mens et 12-tal er en vinder værdig.

Du finder det fulde afstemningsresultat nederst i artiklen.

Reviews og afstemning: Semifinale 1 – Første halvdel

Hviderusland / “Like It” / ZENA

Tekst: Yuliya Kireyeva /Musik: Yuliya Kireyeva, Victor Drobysh


Jaxie: Vi starter med Zena – eller ‘3EHA’, som man også siger i Hviderusland. Fordelene ved sangen, er at den er et sikkert pop nummer. Man synes man har hørt nummeret før, der er nogle bekendte melodier og snare-fills, man har hørt meget i mainstream de sidste fem år  – er sikker på at mange unge vil elske hendes highlighter. Ved ikke om den voksne Eurovision fanbase vil elske det. Men jeg kan nu godt lide det. Mainstream pop hører i den grad til Eurovision, og søde Zena – når du ikke har glitter på scenen… så er der altid din highligter på kinderne. Godt arbejde søde.

Clara: Hviderusland sender i år en helt ung solist, som helt tydeligt har fundet sin inspiration i nutidige kvindelige solister som MØ og Sigrid. Udtrykket er relativt moderne, og hvis ZENA kan tilbageholde sin nervøsitet og performe overbevisende tror jeg godt, at nummeret vil kunne få en finaleplads ved første semifinale.

Michael: Et forsøg på et moderne indslag, et årti for sent. Jeg får tanken, at det minder lidt om et amatørshow, som 5 veninder i 9. klasse kunne have strikket sammen. To skridt og et lidt sværere skridt, gentaget i tre minutter. Alt i alt et lidt kedeligt og gammeldags bud, som jeg har svært ved at se skulle kunne gøre sig overhovedet i Eurovision.

Silje: En sang, der svinger lige på grænsen mellem Junior Eurovision og Eurovision i attituden, spørger du mig. Dens udtryk er lidt teenageagtigt, men alligevel ikke helt barnligt nok til Junior Eurovision. ZENA er også kun 16 år, og var i øvrigt én af 3 værter på Junior Eurovision i Minsk sidste år (ikke at det har noget med sagen at gøre.) Tilbage til hendes sang: Catchy popsang, der især fanger mig med de hviderussiske folkeinstrumenter, som jeg synes burde fylde meget mere i sangen for at give den endnu mere personlig (og national) identitet. En glad sang, som jeg kan høre på repeat (ja, også din sang, Tamta) rigtig mange gange. 8 points from Silje go to Belarus – men jeg er desværre langt fra sikker på, at Europa deler min holdning, da jeg tror, at den får det svært med at kvalificere sig. Men alt kan jo ske i ESC! 

Mette: 16-årige Zena kommer i direkte duel mod Cypern’s Tamta i kategorien ”moderne, uptempo pop sunget af en smuk, ung blond kvinde”. Vi har endnu ikke hørt Tamta synge ’Replay’ live, men bedømt ud fra live-videoer på Youtube og med Cyperns stærke show i Lissabon in mente, så bliver det svært for Zena at vinde den duel. Lidt for meget junior Eurovision-vibe til mig og i den hviderussiske finale var hun ikke 100% overbevisende vokalt og virkede forpustet pga. koreografien. 
En 7. plads i delfinalen, hvade det været Melodifestivalen, og jeg kan heller ikke se juryen sende ret mange stemmer i Zena’s retning. Jeg savner Ivan og ulvene 

Kevin: God stemme. En fin lille fest, vi har og som er nem at danse med på og huske.

Simon: En fin lille popsang i samme uptempo-stil som flere af de andre lande kommer med i år. Lyden bliver dog lidt ”Cypern-light”, og jeg er ikke sikker på at hun kan bære stemmen ordentligt live, men vi får se. Lige på vippen til en finaleplads.

Cypern – “Replay” / Tamta

Tekst & musik:Alex Papaconstantinou, Teddy Sky, Viktor Svensson, Albin Nedler, Kristoffer Fogelmark


Simon: ”Never change an almost winning formula”, eller hvad det nu hedder. Når man har samme sangskriverteam og bruger samme rytme, opbygning og toneart som Fuego, så skal det jo lyde som et…. Replay. Men det holder! Det er god, solid svensk pop med de rigtige partyrytmer, det er lækkert produceret, og den skal nok ende i top 5 i finalen.

Clara: Cypern var lige ved at tage guldet med nummeret ”Fuego” sidste år. Det skal selvfølgelig ikke være nogen hemmelighed, at nummeret ”Replay” i år minder enormt meget om nummeret sidste år, ned til detaljer såsom at de går i samme toneart, har samme akkorder, samme formopbygning osv. Ikke desto mindre synes jeg, at Cyperns bidrag er et af de absolut mest velfungerende numre i årets felt. Jeg er helt overbevist om, at Cypern kommer til at blande sig helt i toppen igen i år, og i min optik er ”Replay” et endnu  bedre nummer end ”Fuego” var sidste år.

Jaxie: Meget ligesom med Zena, har vi igen et nummer, man føler man har hørt før. Er det Rita Ora? Top 20 pop på Spotify 2018? Men ok, det er også hårdt at tangere med mainstream-pop, når de andre sangskrivere MULIGVIS har copy/pastet lige så meget som Tamta og Zena. Men med den kritik til side er det et meget sommer-venligt nummer, og jeg er personlig fan af melodien, æstetikken og energien. På trods af der ikke er et klimaks-moment, så kommer den til at skabe energi – og vi elsker energi – en sang der også vil klare sig fint på dansegulvet og radioen efterfølgende. Jeg håber live-versionen er lige så stærk, for så kan poppers-flaskerne bare blive i køleskabet!

Mads: Cypern forsøger at kopiere ’Fuego’ fra sidste år. Samme sangskrivere står også bag, men den rammer bare ikke mig.

Kevin: Stærke ingredienser fra sidste års sang fra Cypern, med den kvindelige stemme, det sexede univers og den bastante lyd. Kommer videre til finalen, fordi den er blandt de få, hvor der er gang i den, vi har en fest.

Mette: ’Replay’ er hverken original eller nyskabende og som mange fans har bemærket, så er ligheden med ’Fuego’ slående.  Det er da også sangskriveren bag sidste års Eurovision 2’er, Alex P, som har været på spil igen. Når det er sagt, så er ’Replay’ bestemt ikke uden potentiale. Tamta er en karismatisk artist med en god live vokal og masser af sex appeal. Et moderne, uptempo Dancehall-bidrag, som lægger op til et stærkt live-show (mine forventninger er helt i top med Sacha Jean-Baptiste bag roret), der nok skal få tv-seerne til telefonen, og modsat heller ikke taber det hele på gulvet hos juryen. Selvom jeg savner de orientalske toner fra ’Fuego’, så giver basunen alligevel et karakteristisk og memorabelt touch til ’Replay’ og jeg ville blive overrasket, hvis ikke Cypern ender i den gode ende af Top 10.

Tjekkiet – “Friend of a Friend” / Lake Malawi

Tekst og musik:  Jan Steinsdoerfer, Maciej Mikolaj Trybulec, Albert Černý


Michael: Et finurligt indslag, hvor der lånes fra den britiske tale-sang stil. Sangen fungerer godt sammen med melodien og den behandler et tema der ikke er oppe ret ofte ved Eurovision. Trekantsdramaet hvor dreng-lyver-for-pige-om-anden-pige. Den er lidt gammeldags, forstået på den måde, at britpop var populært for 20 år siden. Med et moderne tema, hvor det er OK at sangeren ikke er helten i historien, og det behøver ikke altid handle om dyyyyb kærlighed til tekstens modtager.

Jaxie: Så får vi lidt 80’er energi i rummet, lidt disko, lidt love – det mangler Eurovision lidt. Jeg ved ikke, hvilken accent man har, når man bor omkring Lake Malawi, men det fik mig lidt til at grine i starten af sangen. Men latteren blev hurtigt til gab, fordi omkvædet hurtigt bliver gentagende. Alt det der “friend-of-a-friend-of-a-friend-of-a-friend-of…” kan godt mætte en for sangen hurtigt, men den nye energi er alligevel et plus nok til, at de er blandt mine favoritter – i bunden af toppen altså!

Simon: Apropos Cypern og replay, så fortsætter tjekkerne også i samme positive popstil, som Mikolas lagde for dagen sidste år. Jeg kan godt lide den, men den har måske ikke samme genkendelsesfaktor, som de havde sidste år, så den er på vippen til en finaleplads.

Clara: Tjekkiet har endelig efter mange års forsøg fundet deres opskrift på hvordan deres Eurovision-skabelon skal fungere. Sidste år kom Tjekkiet på en 6.plads i finalen, den hidtil bedste placering landet nogensinde har opnået med nummeret ”Lie To Me”, som havde en moderne poplyd. I år bruger Tjekkiet samme opskrift, og rammer i min optik igen plet med dette års nummer. Nummeret hang fast i min hjerne fra første gennemlytning, og jeg tror godt at Tjekkiet endnu en gang kunne klare sig rigtig godt i ESC.

Kevin: Dejlig stemme, meget stemningsfuld og man fanger med det samme, hvad den handler om.

Mads: En god sang, som jeg sagtens kan høre flere gange i træk, uden at blive træt af den.

Mette: Jeg satte mig forleden ned og læste hele teksten til ’Friend of a Fiend’ og nu kan jeg ikke lade være med at smile lidt over det billede, jeg får i hovedet: ”There’s someone sliding up and down the ceiling, Breathing, he is synchronizing with her beating heart”.  Han holder ret godt øje med nabo-pigen, taget i betragtning af at hun kun er ’Friend of a friend of a friend”.

Jeg er vild med syntheziser-lyden, sangerens britiske accent, den energiske optræden og hele gruppens humoristiske undertoner. Ulempen ved årets tjekkiske bidrag er, at det måske lige tager nogle gennemlytninger, før den sidder fast. Men så hænger den også ved!

Finland – “Look Away” / Darude ft. Sebastian Rejman

Tekst og musik: Sebastian Rejman & Ville Virtanen


Mette: Med Darude’s internationale succes og baggrund in mente, så var mine og mange andres forventninger til årets finske bidrag skyhøje, mens indfrielsen lod lidt tilbage at ønske. Bidraget er ikke helt så iørefaldende, som jeg havde håbet på og Sebastian leverede ikke den stærkeste vokale optræden i UMK. 
Omvendt så kommer Darude med et stærkt budskab: ”How can we go to sleep at night, and lay there in our beds? when we know what’s going on with the world today” og en god kontrast til de mange kærlighedssange.
Jeg er vild med sceneshowet, som får mig til at tænke på tidligere tiders lækre shows fra f.eks. Azerbaijan. Men man skal måske lige arbejde lidt på timingen med havfruens opstigen fra vandet.

Michael: Igen i år stiller Finland med en kæmpestjerne. Darude med Sebastian Rejman. Showet med danseren, der skal matche et LED-display fungerer faktisk ret godt. Ved UMK lød koret ude af takt og midlest talt dårligt. Det kan dog nok fikses inden det går løs i Maj.

Kevin: Den gentager sig selv for mange gange. Musikken lyder som meget let synthesizer. Uklart, hvad han vil med sangen.

Mads: Årets største skuffelse må være Finland. Da jeg hørte at Dj Darude skulle være artisten, så tænkte jeg YES. Nu tænker jeg ØV!

Jaxie: Her er en sang, der faktisk viser, at artister fra “way back” sagtens kan stå stærkt flere år senere. Desværre ikke stærkt nok til at score en plads i toppen. Sebastian synger “look away”, men hvis man kigger væk og ser bort fra det visuelle, så er sangen faktisk…. ikke en sandstorm. Sebastian Rejman er dog lidt af en rejemad at se på, hvis du forstår? *fniser* Men den rejemad bliver overskygget af danseren – og det er lidt synd. For jeg kan godt lide rejer. Ihihi.

Clara: Da det blev offentliggjort, at Darude skulle agere Finlands bud på en Eurovision vinder i år, havde jeg meget høje forventninger. Det er måske også grunden til, at jeg ikke er vanvittigt imponeret over årets finske bidrag. Jeg er helt sikker på, at nummeret nok skal klare sig fint, og jeg tror da også, at vi godt kan regne med finsk deltagelse i årets finale, men for mig personligt kommer nummeret aldrig rigtig i gang og mangler noget melodisk eller genkendeligt for at ramme helt plet for mig.

Simon: Jeg havde store forventninger til en sang lavet af Darude, men det er næsten for pænt og poleret. Jeg mangler et omkvæd, der sparker mere til mig end det her gør, og jeg synes sangen ender med at være for anonym. Kunne han ikke bare have lavet en tekst til Sandstorm i stedet?

Ungarn – “Az én apám ” / Joci Pápai

Tekst: Ferenc Molnár / Musik: Joci Pápai, Ferenc Molnár


Jaxie: Ham Joci har klart et talent gemt oppe i hans man-bun frisure. Selvom man ikke forstår, hvad han synger, kan man godt mærke energien. Dog synes jeg der mangler et klimaks (aka et kontraststykke) et sted i sangen, hvor han lige tager den fra 70-80% til 100% for at skaffe nogle 10’ere eller 12’ere. Synes ikke man kan “nah-nah-nah-nah-naaah” sig til toppen – og heller ikke med man-bun.

Simon: Det er altid charmerende, at Ungarn deltager på eget sprog, uanset at man ikke forstår det, og Joci synger rigtig fint, men når omkvædet bare bliver til ”na na na” – som vi også skal høre flere gange i år i andre sange – så bliver det lidt ensformigt og kedeligt for mig.

Kevin: Dejlig og rar stemme! En sang der løfter sig fra start. Stemningsfuld og helstøbt.

Mette: Skønne Joci Pápai er tilbage i Eurovision efter 8. pladsen i Kiev med en sang om hans far, som var orkesterleder for et stort sigøjnerorkester. Joci er verdensmester i at kommunikere og leverer igen årets mest unikke, authentiske og følelsesladede optræden.

I forhold til ’Origo’ er Joci i år gået helt tilbage til rødderne. Væk er det moderne touch og rap-delen, og vi står tilbage med en ægte, følelsesladet etno-ballade fremført af Joci i bare tæer.

Jeg elsker sange, som fremføres på modersmålet, og selvom jeg ikke forstår teksten, kan jeg alligevel føle hvert et ord. Med den rigtige staging kunne det her blive den ”moderne” udgave af ’Lane Moje’ eller ’Lejla’.

Michael: Joci Pápai er tilbage! Yes! Joci var min vinder i 2017. Jeg er ikke sikker på, det bliver det samme i år. Han er stadig fantastisk god til at kommunikere sine tekster, også til os der ikke forstår dem. I år kan han ikke helt svinge sig op på samme niveau for mig. Det er lidt symptomatisk tror jeg, at vi som fans ofte gerne vil se artister vende tilbage, men det skal bare være med den sang de havde med sidst.

Clara: Jeg synes, at årets ungarske bidrag har en god melodisk kvalitet, og til trods for at jeg ikke forstår teksten, synes jeg at Joci Papai formår at skabe en stemning som giver lytteren lyst til at blive yderligere involveret i nummeret. Denne slags numre har det med at få en blandet modtagelse i ESC, men jeg forestiller mig, at der nok skal blive en plads til Ungarn i dette års finale.

Mads: Joci er tilbage, og jeg synes egentlig han gør det bedre i år, end for 2 år siden.

Montenegro – “Heaven” / D mol

Tekst: Adis Eminić / Musik: Dejan Božović


Kevin: Dejlig sang med gode stemmer, skøn stemning, positiv.

Mette: Hvor gerne jeg end ville finde noget positivt at skrive, så er det umådeligt svært. ’Heaven’ kunne nok have opnået en pæn placering for 20 år siden, i alt fald hvis alle sangere ramte tonerne. Men som det ser ud (og lyder) i live-videoen fra den montenegrinske finale, så styrer denne her direkte mod sidstepladsen i semifinale 1.

Mads: Hvis man absolut ønsker at lave en gruppe, som synger flerstemmigt, så skulle man måske først finde nogle, der kan synge rent. Sangen hjælper heller ikke på det samlede indtryk.

Jaxie: Det er lidt ironisk at de repræsenterer musiknoder, når de ikke rammer allesammen i starten. Okay okay, de er faktisk dygtige udover det, og jeg synes de er søde, har en god energi… MEN!! De vil gerne levere noget stærkt og inspirerende, men man kommer ikke langt når man sidder i en karrusel af en repetitiv vers-omkvæd-vers-omkvæd-sang –  og når de har sunget ‘falling’ de første 12-15 gange, så falder man selv lidt ned i sofaen eller på gulvet. Hvor er min champagne henne?

Clara: Årets bidrag fra Montenegro virker for mig som om, at de har ramt direkte ned i en musikstil der ville have klaret sig godt i ESC for cirka 15 år siden. I min optik er nummerets lyd meget outdated, der mest af alt får mine tanker i retningen af 90er grupper som SClub7. Til trods for at melodien egentlig fungerer fint, som et helt standard popnummer, så tror jeg dog ikke at vi skal forvente os en finaleplads fra Montenegro i år.

Simon: Et eller andet sted i midt-90’erne sidder der et girlband/boyband og undrer sig over, at deres glemte sang pludselig deltager i Eurovision i 2019. Et lille ekstra point for at lyde som noget fra min egen ungdom i 90’erne, men ellers er indtrykket bare at det er en lidt billigt produceret dåsesang, som egner sig bedst i et supermarked eller en elevator.

Polen – “Fire of Love (Pali się)” / Tulia

Tekst: Allan Rich, Jude Friedman, Sonia Krasny / Musik: Nadia Dalin


Michael: Da jeg først hørte Fire of Love var jeg ikke fan. Det lød helt ekstremt østeuropæisk. Nu er det en af mine favoritter i år. Jeg kan godt være lidt nærvøs for at det er samme oplevelse TV-seerne får. De brænder først rigtigt igennem efter en uge, og det er jo som bekendt en kende for sent.

Clara: Polens bidrag i år, har i min optik store problemer i sit musikalske udtryk. Jeg kan egentlig godt forstå valget omkring kostumer mm., men lyden af de unge kvinders stemmer giver mig gåsehud på den ikke helt positive måde. Jeg er i tvivl om, om folk måske synes at årets polske bidrag har noget humor som de skal belønnes for, men hvis det er tilfældet har jeg i hvert fald ikke set det endnu.

Jaxie: Her har vi så Polen igen, som gerne vil skille sig ud. Det føles lidt som om de ville score point på at få folk til at grine over deres visuelle statement, for synes at sangen ryger lidt i baggrunden. Synes verset er stærkere end omkvædet og det er ikke sådan man vinder Eurovision. Et stærkt kontraststykke kunne have trukket dem opad. Det vil også hjælpe meget hvis stemmerne komplimenterede hinanden lidt bedre, forstår ikke de er fire tøser på scenen, hvis de ikke formår at skabe en lysmæssig synergi – altså gør noget en eller to IKKE kunne gøre på scenen. Desværre ikke denne gang, Polen.

Kevin: En østeuropæisk sang som nok ikke når ind i Tyskland, men charmerende fordi den er så fuld af kærlighed, folkoristisk og ærlig.

Simon: Sidst vi så fire polske piger i folkedragter på ESC-scenen i 2014, havde de i det mindste sexappeal og kærnede smør, mens de sang. Det her lyder som om det godt kunne have brugt mere smør, for fire fuldstændig ens og ret skærende stemmer gør ikke noget godt for mig i den her sang, som jeg godt kan have mistænkt til at kandidere til en bundplacering i denne semifinale.

Mette: Den yngre, seriøse udgave af Buranovskiye Babushki – eller ‘My Słowianie’ med reduceret sex appeal?  Ja der kan laves masser af sammenligninger, men når alt kommer til alt, så leverer Polen et spændende og autentisk bidrag, som skiller sig ud. Tulia går bestemt ikke ubemærket hen, men det store spørgsmål er, hvordan de vestlige lande kommer til at tage imod bidraget og den særprægede syngestil ’White voice’, som især er populært i Østeuropa. Juryen giver normalt ikke så mange stemmer til den her type bidrag, så Polen skal overleve på seer-stemmer. Men er det her et bidrag, som får TV-seerne til tasterne? Jeg tror det bliver lige på vippen, om Polen skal sidde udenfor finalen for 2. år i træk.

Silje: Polen får mine 10 point. Igen en holdning, jeg tror, at Europa får svært ved at dele med mig. Ligesom med Hviderusland tvivler jeg meget på en finaleplads til Polen. Når det så er sagt, så vil man elske “Fire of Love (Pali się)” af Tulia, hvis man føler sig godt tilpas i det østeuropæiske musikhjørne, og helt begejstret bliver man, hvis man også kan lide rock. Det er altså ikke den typiske folkemelodi, vi får fra Polen her – den er spicet op med rock og jeg er vild med det!

Serbien – “Kruna” / Nevena Božović

Tekst og musik: Nevena Božović


Simon: En ægte Balkan-ballade i bedste Molitva-stil. Den får på alle de følelsesmæssige knapper med strygere i omkvædet og lidt vrede og ild til, så jeg er solgt. I en sø af Balkan-ballader er den her for mig den bedste, og jeg tror på hende, både når hun synger og til at gå i finalen.

Jaxie: Nevana fra Serbien kommer med en mere stille sang med lidt af en spændingskurve, og det kan Eurovision godt lide. Serbien har vundet før med en lignende sang, dog hvor omkvædet var stærkere. Kruna er en ballade med et middelmådigt klimaks, som stjernekasterne  bag Nevena ikke kan rede – det er lidt en orgasme hun ikke kunne fake sig igennem  – potentialet var der, men det er nok ikke sangen der tager dig helt til tops. Men… hvem ved?

Clara: Man skal ikke underkende, at denne slags ballader tit har klaret sig rigtig flot i ESC. Jeg tror dog bare, at i årets felt hvor der er helt utroligt mange ballader, vil denne sang ikke skille sig nok ud til at blive lagt mærke til, hvorfor jeg ikke tror at Serbien i år kommer til at få en finaleplads.

Kevin: Dejlig stemme og en ballade med skøn Balkanpower, som vi kender den. Lidt mørk og trist.

Mette: Jeg burde – som Balkan-ballade-elskeren over dem alle – være henrykt over årets serbiske bidrag. ‘Kruna’ er bestemt også en smuk sang, men der mangler bare noget. For at citere Måns & Petra: “Step 3! Show the viewers your country’s ethnic background by using an old traditional folklore instrument that no-one’s heard of before”. Jeg føler heller ikke sangens stemning helt på samme overbevisende måde som når Joci Papai kommunikerer sine følelser ud.

Mads: Årets eneste rigtige balkan ballade, og pga det får den et stort plus i min bog.

Slovenien – “Sebi” / Zala Kralj & Gašper Šantl

Tekst og musik:Zala Kralj & Gašper Šantl


Clara: Jeg er faktisk ret vild med lyden af dette års slovenske bidrag. Det har en fantastisk melankoli over sig, som jeg synes er meget rart at lytte til. Nummeret er ikke et kæmpe pophit og jeg tror ikke at det bliver den helt store topplacering, men dog tror jeg alligevel, at Slovenien godt kan tage en finaleplads i år, såfremt de kan få deres liveoptræden til at hænge sammen med den lyd og den følelse som det indspillede nummer giver.

Michael: En lidt tåget og underspillet stemning som på en eller anden måde virker dragende på mig. Jeg aner ikke hvad den handler om, men jeg tror på det alligevel. Den her kunne godt overraske tror jeg.

Jaxie: Stille, lyden er meget behagelig, det hele flyder godt. Men det flyder desværre ikke udover scenekanten eller tv skærmen. Fra et kunstnerisk perspektiv værdsætter jeg, at de tager en chance og sælger den sang, der giver noget outer space synth, blød stemme og et mere simplificeret sceneshow både performancemæssigt men også visuelt. Men Eurovision skal holde en masse homoseksuelle i gang i deres sofaer, på barerne eller hvorend man sidder og ser det. Der kunne godt suppleres med noget mere energi eller en spændingskurve i form af et stærkt kontraststykke. Hvordan skal fru Hansen i Korsør komme op i gear og danse rundt på Storebæltsbroen af glæde senere på natten med den her sang?

Kevin: Sød og god stemme. Sangen er meget dyster og forsvinder blandt de andre stille sange

Silje: Hold OP, for en magisk performance, Zala Kralj & Gašper Šantl gav i Sloveniens Melodi Grand Prix, da de fremførte sangen “Sebi”! Jeg krydser fingre for, at de ikke ændrer for meget i deres staging, da jeg virkelig tror, at den kan hjælpe meget med at føre dem direkte i finalen. Jep, I know, I know, Slovenien splitter vandene i år, men jeg er på den halvdel, hvor glasset er halvt fuldt; jeg er så positiv og forventningsfuld omkring dette års slovenske bidrag (faktisk så meget, at jeg sågar har vovet at påstå, at den har top 3-chancer). Den er min personlige vinder i år, og derfor skal den selvfølgelig have mine 12 point.

Mette: Én af årets små perler. Smuk og underspillet melodi, som står i kontrast til stort set alle årets øvrige sange. Autentisk, følelsesladet og fuld af kærlighed. Den måde, hvorpå Zala kigger på Gašper…og hans lidt kejtede måde at tage hendes hånd. Den slags kemi kan ikke tillæres. Man tror 180% på deres kærlighed (Hint, hint: Spanien 2018). 
Jeg er vild med, at man ikke er faldet i engelsk-fælden og har valgt at bevare ‘Sebi’ på slovensk. Jeg håber også Slovenien bevarer den simple optræden, som udgør et perfekt match til sangens magiske udtryk. Eller også skal de bare gå all-in Avatar med blå bodypaint, fletninger og hale?

Simon: Mange hyper den her til at være noget stort, men i mine øjne rykker den sig ikke rigtig nogle vegne. Jeg kan godt høre den er lidt mystisk og edgy, men jeg fornemmer slet ikke hvad det er de vil fortælle mig i sangen, så for mig bliver det her første toilet break i semi 1.

Semifinale 1, del 1 – Juryscore

Mobilvenligt screenshot – benyt tabellen nedenunder for at kunne sortere (PC)

Tabel (Optimeret til PC)

FlagLand12345678910ScoreGnsn.
Hviderusland57610738123525,2
Cypern121010127610648858,5
Tjekkiet108878476810767,6
Finland4845164357474,7
Ungarn775610775812747,4
Montenegro3421863132333,3
Polen221243101126434,3
Serbien45881066536616,1
Slovenien865443123710626,2