Jeg elsker at følge med i Melodifestivalen, som uden tvivl har noget af det absolut højeste niveau der overhovedet findes indenfor melodigrandprix. Finalen i år var ingen undtagelse, og mængden af hits var overvældende. Til trods for den tydelige sejr Marcus og Martinus ville få, var det for mig ikke den bedste sang i årets finale, og jeg synes måske at Unforgettable er en lille smule forgettable i forhold til at den skal præsentere Sverige på hjemmebane.

Det er ingen hemmelighed, at Sverige går målrettet efter Eurovisions sejren hvert år lige som FCK har som ambition altid at vinde Superligaen. Det lykkes ikke hvert år, men det er ALTID ambitionen. I år er jeg dog lidt i tvivl om Sverige ikke har lyst til at stå med hele balladen igen næste i år. Hvis det er tilfældet, har de valgt det rigtige bidrag. Der er mange fede ting ved nummeret, så Sverige og tvillingerne kommer ikke til at falde igennem, men de vil blive overtrumfet af mange andre bidrag. Jeg tror ikke, at Marcus & Martinus-effekten er tilstrækkelig uden for Norden til at forhindre, at Sverige lander uden for top fem i år.

”Even when they are bad, they are good”. Det er mundheldet jeg kom til at tænke på, da jeg skulle bedømme sangen her. Efter to helt fantastiske bidrag fra Sverige forrige og sidste år er vi på et lidt lavere niveau, men på trods af det er det stadig virkelig godt. De synger godt, de danser godt, det er godt staget, sangen er effektiv og er virkelig vokset på mig. Kort sagt – selv om de er dårligere end de seneste to år, er de stadig virkelig gode.

Marcus & Martinus er charmerende, super dygtige og – deres alder til trods -yderst erfarne perfomere. Deres vokal sidder altid lige i skabet, koreografien er knivskarp og engagementet med publikum løfter virkelig bidraget. På den negative side så kan man ikke beskylde Unforgettable for at være hverken original eller nyskabende. Faithless’ Insomnia lyden giver os et flashback til 90’erne kombineret med en meget nutidig lyd. Et track, som jeg nyder på min Spotify-liste, men som Eurovision-bidrag har det ikke helt, hvad jeg søger i en vinder. Sidst Sverige forsøgte sig med det mørke musikvideo univers modtog Sverige 21 point af TV-seerne (Benjamin Ingrosso). Jeg håber ikke M&M kommer til at opleve det samme.

Spaniens bidrag bliver ikke en af de personlige favoritter for mig i år. Jeg synes der er et mismatch i mellem sangeren, udtrykket, tracket og bare den generelle fremtoning.

Jeg måber stadig hver gang jeg ser videoen fra den lokale finale.  For at sige det lige ud, så synes jeg, at Spanien stiller med en halvsløj sang i år. Men publikum synes begejstrede og synger med af karsken bælg. Jeg fatter hat! Det virker på mig som Zorra er et stort ikon i Spanien og at begejstringen for hende er løsrevet fra sangen. Det er set før, at publikums kærlighed overdøver kvaliteten af  det, der egentlig sker på scenen. Det kan både være smukt eller som i dette tilfælde en lille katastrofe for Spanien chancer for en god placering.

Jeg har så modsatrettede følelser for denne her sang. Jeg er vild med ”Øve os på hinanden”-introen, og det er jo altid fedt med et godt disconummer – men det er altså ikke så godt, at forsangerinden virkelig langt fra har en godt livevokal, og så var sceneshowet ved Benidorm Fest simpelthen for vulgært for mig. Med en bedre vokal og et mere behersket sceneshow kunne det godt fungere, men som det står nu er der nogle problemer med det.

Point for showet, danserne og for Fyr og Flamme-introen. De sidste 2 point får Spanien for et festligt og catchy bidrag, der dog ikke kommer til at kæmpe med i venstre side af scoreboardet.
Jeg håber vokalen bliver forbedret til Malmø.

Tyskland har en meget svær Eurovision historik, og antallet af sidstepladser er nok ikke noget der er gået forbi manges næser. Jeg tror ikke at årets tyske bidrag kommer til at blande sig i toppen, men i forhold til hvilket rod Tyskland tidligere har været kendt for at sende afsted, kan jeg godt forstå at valget i år er faldet på Isaak, der bidrager med en smule mere stamina og scenetilstedeværelse end de sidste par års artister.

Tysklands bidrag i år minder mig utroligt meget om Survivors “Eye of Tiger”. Både i stil og udtryk. ISAAKs stemme er sågar næsten identisk  med Jim Peteriks. Fin lille sang, og Isaak gør det godt, men jeg tror desværre alligevel, at den vil forsvinde i mængden uden af aftvinge seerne ret mange stemmer. Det sagt, så klæder det nu Tyskland ikke at stille med årets mest uforståelige bidrag.

Åh Tyskland, hvornår kommer du med noget ordentligt igen? Jeg så den tyske finale i år, og de havde væsentligt mere spændende sange med end denne her. Isaak synger jo sådan set godt, men sangen er virkelig plain, og kommer ikke rigtig nogen vegne. Det er sådan noget middle of the road-radiovenlig musik som ikke gør nogen fortræd, men som absolut heller ikke begejstrer. Det tegner desværre til endnu en nedtur for Tyskland, og desværre må jeg sige at det er helt fortjent.

Da årets tyske sange blev afsløret, måtte jeg lige tjekke en ekstra gang, da RYKs “Oh Boy” kom på, var playlisten stadig i gang? For mig (og en masse andre fans samt bookmakerne) var der ingen tvivl om, at Tyskland her havde årets vinder. Sådan skulle det imidlertid ikke gå – og måske er det stadig skuffelsen, der taler, når jeg ikke kan finde meget pænt at skrive om “Always in the Run”. Isaak kan performe og hans stemme fejler intet. Men jeg tror desværre ikke, han kan rykke ret meget på Tysklands triste statistik de senere år.

Italien har de sidste mange år ligget i mine favoritter til årets Eurovision og i år er bestemt ingen undtagelse. På trods af at jeg personligt gerne havde set at Annalisa med “Sinceramente” havde vundet årets San Remo (og uden tvivl givet Italien en Top 3 placering), synes jeg stadig, at Italien lever op til sin favoritværdighed og leverer solidt og velfungerende popmusik

Italien leverer årets sommerhit og fedeste samba-sang i feltet. Der vil blive danset til “La Noia”  i næste sæson af Vild med dans rundt i hele Europa. Ofte klager vi fans over sange, der er for generiske. Den her sang er egentlig “ensformighed incorporated” og alligevel kan jeg ikke få nok af det pga. de inciterende rytmer og de variationer som en tilhørende dans ville kunne levere og som jeg ser for mig når Angelina Mango fyrer den af. Jeg kunne ønske, at hun medbringer et par latindansere til Malmø til at udføre mit drømmescenarie. Hvis ikke, spår jeg stadig Italien en fin placering, men nok uden for top tre.

Midt i 00-erne var der et panelmedlem i de svenske kavalkadeprogrammer, som lavede bedømmelser ligesom dem vi laver her, som nogle gange sagde ”Jeg ser det är bra” – jeg kan godt se at det er godt – og sådan har jeg det med Italiens sang. Jeg kan godt høre, at Angelina synger godt, og at sangen er stilren og har en opbygning. Problemet er bare, at det slet ikke rører ved noget i mig. Jeg er indifferent overfor sangen, synes ikke den er dårlig, men den er bare ikke interessant for mig.

Ingen tvivl om, at “La Noia” er catcy, og Angelina både synger godt og leverer en meget autentisk og karismatisk optræden. Men her stopper det også for mig. Jeg er normalt vild med Italiens unikke, stilrene bidrag, som altid skiller sig ud på høj kvalitet. Men i år må Italien og jeg gå hver til sit. Jeg forstår godt, at bidraget er populært, men jeg kommer ikke til at lægge min stemme i Italiens kurv.

Årets britiske bidrag har en skøn 90’er agtig vibe i sit udtryk, som jeg helt køber ind på. At der så er nogle akkorder der leder i en lidt mystisk retning i forhold til hvor man er på vej hen i akkordprogressionen, det kan jeg godt se igennem fingre med, når der overordnet set er meget der fungerer rigtig godt. Ud over det synes jeg at Storbritannien virkelig har forsøgt at oppe sig de seneste år, efter et par meget skuffende resultater.

Jeg elsker Storbritanniens bidrag i år. I år er de virkelig “Great” Britain! Super fed, melodiøs pop, garneret med lækre bryllupsklokker. Den her sang ligger fast på min playliste og komme til det at gøre det længe. For mig er dette bidrag så vellykket som en grand prix-sang anno 2024 kan være. Pladsen i venstre side af scoreboardet er sikret.

Storbritannien er virkelig ved at finde tilbage til de gode gamle dage, hvor man kunne regne med at de kom med sange som havde kvalitet – og det synes jeg også at de gør i år. ”Dizzy” er jo egentlig rimelig enkelt, rent tekstmæssigt, men sammen med et ret lækker lydside er det en sang, som bare er virkelig behagelig at lytte til. Jeg kan godt lide Olly Alexanders måde at synge på. Man kan mærke ham i hans sang, synes jeg, og det er noget jeg sætter stor pris på. Sangen er let at huske med det samme, og har en god vibe.

Jeg intet mindre end elsker årets britiske bidrag! Det bedste fra 80’erne (Hej Pet Shop Boys!) kombineret med en moderne lyd, Olly’s charmerende og karismatiske optræden og ikke mindst hans fantastiske vokal! Dizzy er – i mine øjne – måske årets mest langtidsholdbare bidrag, som tåler at blive kørt på heftig replay uden at miste sin appel! jEG KAN LYTTE TIL dIZZY I TIMEVIS OG JEG FORVENTER ET STORSLÅET SHOW FRA DEN MEGET ERFARNE LIVE ARTIST.

Ud over at jeg er en kæmpe sucker for fransksproget popmusik, så synes jeg også at årets franske bidrag har både noget styrke og noget inderlighed på samme tid, som jeg synes er meget klædeligt. Franske ballader som denne har generelt også en flot historik i Eurovision, og hvis det stod til mig, kunne en god live version af denne sang sagtens blande sig i toppen.

Årets vinder, hvis det står til mig. Je l’aime et je sais exactement pourquoi: Kompositionen er gennemført smuk og melodiøs og når den så er  tilsat verdens lækreste vokal, er det bare svært at hamle op med for andre rigtig gode forsøg på at skrive årets popslasker. Det her er uforligneligt. At der så ovenikøbet synges på fransk sætter lige trumf på denne perle. 

Douze points pour La France de moi.

Man kan falde for megen badutspring og sjove løjer, men når det kommer til stykket, så fornægter kvalitet sig ikke. For mig er Mon amour langt den bedste sang i årets Eurovisionfelt. Jeg forelskede mig i sangen fra første lyt, og det er jo det man i sidste ende helst skal for at sangen er en vinder. Det var den første sang der blev udgivet, men hver gang der er kommet en ny, har jeg bare måttet konstatere, at den ikke kunne slå Frankrig. Det gør jo heller ikke ligefrem noget, at Slimane har bevist, at han også live har en helt overbevisende vokal. Kort sagt, alt andet end en topplacering til Frankrig vil være en kæmpe uretfærdighed.

Frankrig giver os årets smukkeste ballade fremført med inderlighed og passion. Slimanes vokal passer perfekt til sangen og vil med garanti gøre sig godt hos juryen. På den negative side synes jeg det franske bidrag er en smule forudsigelig og mangler udvikling. Men jeg tror på et fint resultat til Slimane – og forventer at vi bliver forkælet rent visuelt.

 Årets bidrag fra Holland har en kæmpe underholdningsværdi, og hænger også fast i hjernen når man hører den en enkelt gang. Et super klassisk og dog meget anderledes take på en Eurovision sang, og jeg er sikker på, at Holland kommer til at få et ganske glimrende resultat i år. Det er meget anderledes end mange tidligere år, hvor Holland har valgt at repræsentere sig gennem stilfuld country inspireret pop. Dog tror jeg stadig at vi skal se Holland dyste om høje point i år.

Hollands bidrag er et af den slags, der er mere underholdning og performance end god musik. I Eurovision er der altid numre, hvor man får en stærk fornemmelse af at kunstneren eller kunstnerne er populære i hjemlandet og, at denne faktor har været udslagsgivende for sejren i deres nationale finale. Det skal der også være plads til. Og på en måde er det befriende, at ikke alle lande går hard core efter en topplacering, men hellere vil vise noget af deres folkesjæl. Det gør Joost her. Nummeret er ikke decideret dårligt, men efter min mening for primitivt til at gøre sig gældende i toppen. Jeg tror dog på finaleplads og stemmer fra dem, der værdsætter underholdningen vil forhindre blamagen.

Hvis jeg skal være sød ved sangen her, så kan jeg godt høre potentialet for at gå viralt, for det er meget let at afkode sangens budskaber, også selv om den er på hollandsk. Det kommer sikkert også til at se sjovt ud på scenen. Jeg synes bare at det bliver for barnligt. Det bliver for repetitivt for mig, og der er for lidt substans.

Rambo Amadeus gav os i 2012 Euro Neuro og nu er Joost Klein klar med Europapa – uden tvivl med et noget større hit- og resultatpotentiale end førstnævnte. Jeg er lidt splittet! på den ene side kan jeg godt værdsætte det skæve, komiske og enormt catchy element, som Joost leverer – og ikke mindst referencerne til mine (MEGET!) unge dage! Hej 2 Unlimited 🙂 På den anden side så bliver det lidt Austin Powers pinligt. Jeg tror bestemt TV-seerne vil sende masser af stemmer i Hollands retning, men tvivler på at juryen viser samme entusiasme.

Den nordiske folkemusik er altid noget der går rent hjem hos mig. Jeg har været vild med Gåte siden jeg gik på efterskole, og derfor havde jeg allerede super høje forventninger til deres deltagelse. Jeg håber, at Gåte kommer til at levere en super stærk liveperformance, for jeg tror virkelig der er potentiale for, at Norge kunne få endnu en høj placering i år, som så mange gange tidligere.

 Som dansker har man det seneste årti ikke kunnet lade være med at  skæve lidt misundeligt til Norge. De tør, hvor andre går modløst mainstream. Norsk folkemusik sunget på norsk. Det er cool, det er anderledes og Europa kan historisk set godt lide nordmændene. Der venter Norge en god aften den 11. maj. 

Der er virkelig meget godt at sige om Norge. Fedt med blandingen af det nordiske, det metalliske og det elektroniske. Fedt at man godt kan stille op, også med sådan et nummer her, selv om man ikke er helt ung længere. Fedt at det virkelig føles autentisk. Der er sange i år, som jeg er mere til, men jeg håber virkelig på en god placering til Norge.

Norge leverer med Ulveham et 100% autentisk bidrag, der på iørefaldende, dragende og visuelt vellykket vis formår at kombinere traditionel norsk folkemusik med en moderne lyd.
Det er mystisk, mørkt og som at blive trukket med ind i en storslået norsk middelalder serie. Der er ingen kedelige eller repetitative øjeblikke i “Ulveham”, som fra første øjeblik gør det interessant at lytte med – på grund af den eksplosive opbygning og Gunnhilds exceptionelle vokal.
Jeg tror, Norge kan se frem til en topplacering i Malmø.