GEE-panelet: Senhit – “Adrenalina” (Eurovision 2021)

Vi er glade for at kunne præsentere en ny omgang af ‘Good Evening Europe-panelet’, hvor vi som en optakt til Rotterdam vil diskutere og rangere alle årets 39 Eurovision-bidrag.

Vi har som altid brug for dig! Hjælp os med at sprede Eurovision-stemning. Del din mening og dine gæt i kommentarsporet på vores Facebook-opslag og @tag gerne dine Eurovision-venner i opslagene.

Advertisement

Om GEE-panelet:
I panelet sidder 8 personer med forskellig baggrund, men som alle har det til fælles, at de elsker Eurovision Song Contest, og har fulgt konkurrencen tæt i flere år.
Vi har en bl.a. en tidligere DMGP-deltager og kandidat i musikvidenskab med speciale i Eurovision, 3 tidligere medlemmer af fanjuryen i Dansk Melodi Grand Prix, en stand up-komiker og fodboldfan, en Grand Prix-ekspert fra den montenegrinske delegation, en finne som elsker Chanée og N’Evergreen, en mandlig poptøs og softwareudvikler, en tidligere radiovært, som elsker Drag Shows næsten lige så højt som Eurovision, og ikke mindst en fyr, der kan spille brudstykker af alle ESC-vindere på klaver.
Du kan læse mere om de enkelte medlemmer her.

Regler og point:
Hvert medlem har – uden at diskutere eller udveksle holdninger med de øvrige jurymedlemmer – vurderet hvert enkelt bidrag og tildelt det en karakter jf. Eurovision-skalaen mellem 1 og 12.
Du kan se medlemmernes point nederst i artiklen samt bidragets gennemsnit.

San Marino

GEE-panelets reviews

Det største chok i årets Eurovision kom, da San Marino lige annoncerede Flo Rida som en del af deres act. De gjorde ikke engang et stort nummer ud af det, det var bare “Vi har denne her sang af Deb’erne og Thomas Stengård, hvad siger I? Nåh ja, og så Flo Rida!” Så nonchalant kan man kun være med så fed en offentliggørelse, når man har en fed sang, og det har Senhit da også i højeste grad. Det er et godt bud på en Eurovision-vinder, for den står i høj grad ud fra mængden, selvom den er i samme genre som så mange andre. Bliver det en banger, der stikker af fra de andre i år, så kan det meget nemt blive denne. 

Daniel

“Hej, vi hedder San Marino, vi deltager enten med Valentina Monetta, Serhat eller Senhit. Og nå ja, vi ringede lige til Flo Rida og spurgte om han ville være med!” Jeg ville dælme godt have været i det lokale, hvor nogen foreslog at det var Flo Rida der skulle lave rapstykket i “Adrenalina”, og selv om sangskriverteamet er et sammenkog af ret mange svenskere, heraf Jimmy “Joker” Thörnfeldt (igen igen), ESC-vinderne Linnea og Joy Deb samt Thomas Stengård (igen), så er det en slut-banger der bare fungerer. Den havde fået et 12-tal, hvis de ikke havde lavet revampen om til noget dårligere end udgangspunktet, men jeg vil simpelthen ikke blive overrasket hvis det her er årets “Fuego” med den sidebemærkning, at sangen her godt kan vinde hele skidtet.

Simon

San Marino er årets største upgrade fra sidste år, hvor jeg vidst nok var ekstra hård ved Senhit, og kun gav hende et enkelt point. Men med “Adrenalina” har de i den grad taget røven på mig. Det her er en ethnic banger done right! Der står et solidt sangskriver team bag, hvor flere af dem tidligere har leveret Eurovision vindere, og sammen har de skabt den ultimative banger – og så har de lige smidt min barndomshelt Flo Rida ind. Jeg synes tit rap, der er smidt ind i en popsang kan lyde lidt akavet, men her fungerer det bare. Jeg ELSKER ELSKER ELSKER det, og jeg tror også sagtens Senhit kan levere sangen live. Hvis de kan få sang og sceneshow til at gå op i en højere enhed, kan San Marino ende med at kæmpe med om sejren, og jeg er så klar til fest i Valentina baghave i 2022. 

Mila

San Marino sender for, måske første gang nogensinde et ganske glimrende bud på en Eurovision-sang. Jeg synes dog ikke den er helt så flyvende som mange gør den til, og jeg kan ikke lade være med at tænke på, om sangen mon var blevet taget lige så godt imod, hvis den var blevet sendt af et land som feks Ukraine eller Azerbaijan, som har statistik for at være stærke i konkurrencen. I min optik er nummeret blevet overhypet, fordi San Marino normalt er så dårlige, men i år sender noget ganske hæderligt. Formodentlig en finaleplads, men for mig at se slet ikke stærk nok til at blande sig i vinderchancer. 

Clara

Ugen før San Marino’s sang blev offentliggjort, sagde jeg med den største ironi i stemmen: “Jeg kunne da også spille på, at San Marino vinder Eurovision, det giver pengene igen 200 gange”. Det burde jeg måske have gjort, for ‘Adrenalina’ er i alt fald en sang, man ikke kan komme udenom, når man taler vinderkandidater.
Senhit er gået fra en sikker sidsteplads i 2020 og til en meget sandsynlig Top 10-placering i år.
at Flo RidA måske – måske ikke kommer på scenen i rotterdam er lidt af et scoop, men jeg ved faktisk ikke om det ændrer så meget på bidragets chancer? Naturligvis vil der sidde nogle yngre mennesker, som genkender ham, men Senhit og ‘Adrenalina’ kan sagtens stå på egne ben.
Det er moderne og tilsat det bedste af Tyrkiet – når de nu ikke selv vil levere det.

Mette