GEE-panelet: Gjon’s Tears – “Tout l’Univers” (Eurovision 2021)

Vi er glade for at kunne præsentere en ny omgang af ‘Good Evening Europe-panelet’, hvor vi som en optakt til Rotterdam vil diskutere og rangere alle årets 39 Eurovision-bidrag.

Vi har som altid brug for dig! Hjælp os med at sprede Eurovision-stemning. Del din mening og dine gæt i kommentarsporet på vores Facebook-opslag og @tag gerne dine Eurovision-venner i opslagene.

Advertisement

Om GEE-panelet:
I panelet sidder 8 personer med forskellig baggrund, men som alle har det til fælles, at de elsker Eurovision Song Contest, og har fulgt konkurrencen tæt i flere år.
Vi har en bl.a. en tidligere DMGP-deltager og kandidat i musikvidenskab med speciale i Eurovision, 3 tidligere medlemmer af fanjuryen i Dansk Melodi Grand Prix, en stand up-komiker og fodboldfan, en Grand Prix-ekspert fra den montenegrinske delegation, en finne som elsker Chanée og N’Evergreen, en mandlig poptøs og softwareudvikler, en tidligere radiovært, som elsker Drag Shows næsten lige så højt som Eurovision, og ikke mindst en fyr, der kan spille brudstykker af alle ESC-vindere på klaver.
Du kan læse mere om de enkelte medlemmer her.

Regler og point:
Hvert medlem har – uden at diskutere eller udveksle holdninger med de øvrige jurymedlemmer – vurderet hvert enkelt bidrag og tildelt det en karakter jf. Eurovision-skalaen mellem 1 og 12.
Du kan se medlemmernes point nederst i artiklen samt bidragets gennemsnit.

Schweiz

GEE-panelets reviews

Okay, jeg forstod godt charmen ved Repondez Moi, men hvorfor er det her blevet så stort? Altså – alt det, der var smukt og skrøbeligt ved sidste års sang er blevet fjernet, og så har man forsøgt at modernisere på noget, der allerede var så fint. I mine øjne har de ødelagt mere end de har forbedret, og det der engang var en vinderkandidat, burde i mine øjne nu ligge på vippen til overhovedet at komme i finalen. Jeg har svært ved at se denne sang få et bredt publikum til at stemme den ind som vinder, selvom den nok skal klare sig fint hos juryerne. 

Daniel

Da Schweiz sidste år fandt ud af, at Gjon havde haft store chancer for at vinde med “Repondez Moi”, så er det ikke så mærkeligt at de valgte ham som deres repræsentant igen. Det er heller ikke overraskende, at man har valgt at alliere sig med bl.a. Wouter Hardy på sangskriverteamet, som også var med til at skrive “Arcade” til Duncan Laurence, for starten af omkvædet er så tæt på “Arcade” det kan komme uden at være det.

Musikvideoen er enormt gribende, og jeg håber han kan overføre stemningen fra den video til scenen og samtidig fyre sine høje toner af med samme sikkerhed som på indspilningen, for det vil løfte dette bidrag helt op blandt favoritterne til sejren, hvis vi igen skal have en ballade som vinder.

Simon

Jeg synes årets sang fra Schweiz er et af årets absolut bedste numre. Første gang jeg lyttede til den og omkvædet gik i gang, løb gåsehuden hele vejen ned ad armene og ryggen på mig, og det må jo være den ultimative anerkendelse af en sang. Hvis Gjons Tears kan levere live ligeså stærkt som på indspilningen tror jeg at Schweiz er med i kapløbet om Eurovision sejren 2021. 

Clara

Da jeg hørte Schweiz´s bidrag for første gang, fik jeg præcis den samme følelse som da jeg hørte Arcade for første gang i 2019 – at det her, det kan noget helt specielt. Det er vidst også en af de samme sangskrivere der står bag, men jeg synes ikke nummeret her er en kopi af Arcade. Selvom det igen er en super smuk ballade, så lyder det som noget der skrevet specielt til Gjon´s Tears. Hans fremførelse af sangen, gør den til noget der er unikt og helt hans eget. Tout l´Univers rammer mig helt inde i hjertekulen, og objektivt set synes jeg faktisk også det er årets bedste sang. Det er en fremragende kompositions sunget af en dygtig sanger, der har noget på hjerte. For mig går alt her op i en højere enhed, og hvis jeg kun skulle vælge ét bidrag, som jeg lige nu og her tror ville vinde Eurovision, ville jeg sige Schweiz.

Mila

Jeg faldt for ‘Repondéz Moi’ efter få sekunders lytning sidste år, og selvom Tout L’Univers ikke er helt så stærk i mine øjne, så er det stadig et magisk nummer. Vi bevæger os ned at samme smukke gade, som da Duncan Laurence vandt med ‘Arcade’, men faktisk synes jeg Gjon’s Tears har endnu mere at byde på end den hollandske vinder.
Musikvideoen er smuk går under huden og jeg er sikker på, at det scweiziske team får lavet et show, der sparker benene væk under os. Schweiz er et af mine bedste bud på en samlet vinder i år.