GEE-panelet: Vincent Bueno – “Amen” (Eurovision 2021)

Foto: ROMAN-ZACH-KIESLING

Vi er glade for at kunne præsentere en ny omgang af ‘Good Evening Europe-panelet’, hvor vi som en optakt til Rotterdam vil diskutere og rangere alle årets 39 Eurovision-bidrag.

Vi har som altid brug for dig! Hjælp os med at sprede Eurovision-stemning. Del din mening og dine gæt i kommentarsporet på vores Facebook-opslag og @tag gerne dine Eurovision-venner i opslagene.

Advertisement

Om GEE-panelet:
I panelet sidder 8 personer med forskellig baggrund, men som alle har det til fælles, at de elsker Eurovision Song Contest, og har fulgt konkurrencen tæt i flere år.
Vi har en bl.a. en tidligere DMGP-deltager og kandidat i musikvidenskab med speciale i Eurovision, 3 tidligere medlemmer af fanjuryen i Dansk Melodi Grand Prix, en stand up-komiker og fodboldfan, en Grand Prix-ekspert fra den montenegrinske delegation, en finne som elsker Chanée og N’Evergreen, en mandlig poptøs og softwareudvikler, en tidligere radiovært, som elsker Drag Shows næsten lige så højt som Eurovision, og ikke mindst en fyr, der kan spille brudstykker af alle ESC-vindere på klaver.
Du kan læse mere om de enkelte medlemmer her.

Regler og point:
Hvert medlem har – uden at diskutere eller udveksle holdninger med de øvrige jurymedlemmer – vurderet hvert enkelt bidrag og tildelt det en karakter jf. Eurovision-skalaen mellem 1 og 12.
Du kan se medlemmernes point nederst i artiklen samt bidragets gennemsnit.

Østrig

GEE-panelets reviews

Mens Alive var tre minutters rod uden klimaks, er der langt mere struktur og følelse over Amen. Nuvel, den lyder lidt 00’er, men det er på den absolut bedste måde. Jeg går tit rundt og synger denne sang for mig selv. Det eneste kritikpunkt jeg har er, at teksten i omkvædet bliver for gentagende – der havde jeg gerne ønsket mig, at han ville lidt mere. Det ender derfor desværre med at blive en lille smule kedeligt. Men alt i alt er det her en pakke, jeg gerne køber ind på.

Daniel

Det var ikke en god sang Vincent Bueno bød os på sidste år, så på det plan er det en forbedring i år. Men årets anden sang med titlen “Amen” giver mig heller ikke lyst til at melde mig ind i den religion Vincents menighed praktiserer, selv om jeg godt kan mærke det er en mere personlig sang for ham i år end sidste år. Jeg vil ikke kategorisk afvise, at han kan lave en Cesar Sampson og få juryerne til at elske sig, men der er hård kamp om jurystemmerne i denne semifinale, og jeg har svært ved at se ham hive det helt store antal publikumsstemmer hjem.

Simon

Østrig er også et af de lande, som der i fankredse ikke er den helt overvældende forventning til. Det er dog ikke utænkeligt at det kunne være en type af sang som de forskellige juryer vil synes om, men jeg tror ikke vi skal regne med, at Østrig bliver den helt store publikumspleaser, til trods for en ellers ganske velskrevet sang.

Clara

Jeg havde dømt Vincent ude af finalen, allerede før jeg lyttede til hans 2021-bidrag. Simpelthen fordi jeg syntes ‘Alive’ var blandt “Buttom 5” sidste år. Jeg havde på ingen måde forventet at blive så positivt overrasket over et bidrag som ‘Amen’, der viser Vincent i en helt anden ægte, ærlig og indlevende udgave.
Jeg elsker teksten og referencerne med at begrave et forhold og så synes jeg bare, det klæ’r Vincent utroligt godt at vise sin følsomme side. Vincent kunne meget vel ende som en Cesar Sampson, og jeg tror på juryen vil sende Østrig op på en fin placering i år.
Jeg bliver i alt fald rørt!

Mette