Tyskland: 8 ud af 9 finalister i “Das Deutsche Finale” er afsløret

Foto: NDR / Eurovision.de

Ni bidrag deltager i årets tyske finale, fredag den 16. februar i TV-showet „Eurovision Song Contest – das Deutsche Finale 2024“ for at kæmpe om den eftertragtede billet til ESC-finalen i Malmø, Sverige.

Otte af atisterne er nu bekræftet: GALANT, Isaak, Leona, Bodine Monet, Max Mutzke, NinetyNine, Marie Reim og Ryk. Det 9. bidrag bestemmes af publikum via “Docutainment”-serien “Ich will zum ESC!”, hvor sidste afsnit vises torsdag den 8. februar.

Advertisement

Vært på årets tyske finale, som sendes live fra Berlin, er Barbara Schöneberger.

I alt blev der modtaget 693 bidrag, heraf er de otte bidrag udvalgt af NDR’s ESC-redaktion.

De 8 bekræftede bidrag er nu tilgængelige på alle større streamingplatforme og via Eurovision.de:

GALANT

Bag GALANT står en duo fra Sydtyskland, bestående af 26-årige Mona fra München og 29-årige Paul fra Mannheim. Med deres sang “Katze” (“Kat”) beskriver GALANT, hvordan mennesker distancerer sig fra deres oprindelige essens efter traumatiske oplevelser, bliver mere og mere utilnærmelige og fjerne for at beskytte sig selv, ofte uden at indse det. Katten repræsenterer en person, der helt har mistet sig selv over årene.

Isaak

Isaak har i en tidlig alder vist sig som en lovende singer-songwriter. Allerede i sine skoledage fangede han folks opmærksomhed som gademusiker med sin ekstraordinære stemme. Han har deltaget i “X Factor” i 2011 og vundet den digitale talentkonkurrence “Show your Talent” i 2021. Isaaks sangrepertoire spænder fra melankolske ballader til kraftfulde arrangementer, der udfordrer hele stemmeområdet. Isaaks sang “Always on the run” er et eksempel på, hvordan de følelsesmæssige dybder og opløftende højder i en sang kan tage lytterne med på en unik musikalsk rejse.

Leona

Hendes stedfar, Frank Rühmann, gav Leona modet til at forfølge en professionel musikkarriere. Den unge sangerinde besluttede efter gymnasiet at gå efter musikken uden at have en Plan B! Den 20-årige har været et stort hit på de sociale medier og opbyggede hurtigt en stor fanbase med sin musik på forskellige platforme, hvor bl.a. Popstjernen Max Giesinger opdagede hende. De 2 har indspillet en sang sammen og Max har inviteret Leona til at deltage i en af hans koncerter med en fælles optræden. Leona synger den emotionelle ballade “Undream You”, hvor hun fortæller om en tabt kærlighed.

Bodine Monet

Hollandske Bodine Monet lever for musikken. I en alder af 14 år nåede hun finalen i det tyske musik-castingshow “The Voice Kids” og deltog derefter i mange andre tv-talentkonkurrencer. I dag fokuserer den 23-årige udelukkende på sit arbejde som singer-songwriter og har haft samarbejde med anerkendte musikere over hele verden. Sangeren med de canadiske rødder har studeret på Conservatorium Haarlem og opdagede Eurovision gennem sine forældre. Hun ønsker at repræsentere Tyskland på grund af sit nære forhold til nabolandet. Med sin sang “Tears like rain” ønsker hun at formidle et vigtigt budskab: Det er afgørende at finde styrken og evnen til at frigøre sig fra “toxic influences”! Man bør turde gribe ny lykke, vokse ud over den negative fortid og inspirere hinanden.

Max Mutzke

Max Mutzke en velkendt tysk Eurovision-artist. For 20 år siden vandt den nu 42-årige den tyske udvælgelse til Eurovision Song Contest og sikrede sig en 8. plads i ESC-finalen i Istanbul. Med sin finale sang “Can’t Wait Until Tonight”, skrevet af Stefan Raab, gik han direkte ind på toppen af de tyske hitlister og etablerede sig på den tyske musikscene som en populær sanger og sangskriver.

Max Mutzke opdagede tidligt sin kærlighed til musikken og udviklede et bredt repertoire, der spænder fra pop og rock til soul og funk og jazz. I anledning af sit 20-års jubilæum gør Max forsøget på at repræsentere Tyskland igen ved ESC-finalen i Malmö. Hans sang “Forever Strong” handler om håb og Max Mutzkes budskab er, at man altid bør forsøge at forblive stærk i hjertet og være et fyrtårn for andre mennesker.

Marie Reim

Marie Reim er datter af Schlagerstjernen Michelle og sanglegenden Matthias Reim. Inspireret af hendes mors succesfulde deltagelse i ESC-finalen i 2001 i København, hvor hun opnåede en 8. plads med “Wer Liebe lebt”, drømmer den 23-årige om at bringe Tyskland tilbage i toppen af konkurrencen med en Schlager-sang. Marie har allerede masser af sceneerfaring og havde sin første større tv-optræden i en alder af 12. Hendes selvbiografiske sang “Naiv” beskriver den følelsesmæssige rutsjebanetur, der handler om at forsøge at omarrangere livet efter et forlist kærlighedsforhold, kun for at droppe beslutningerne, når man møder ny kærlighed.

NinetyNine

Singer-songwriter NinetyNine med det borgerllige navn Daniel Leon Schmidt (24), har fået sit usædvanlige scenenavn på grund af sit fødselsår 1999 og hans højde på 1,99 meter. NinetyNine er multiinstrumentalist og arbejder desuden som succesfuld sangskriver.
Allerede som 19-årig underskrev han en kontrakt med et stort musikforlag, hvor han bruger sit sangskrivertalent til at skrive til flere anerkendte kunstnere. NinetyNine beskriver sin musik som tidløs pop med inspiration fra indie-scenen og vintage rock. Siden begyndelsen af 2023 har NinetyNine udgivet seks singler og opnået succes på alle større streaming-platforme. Med sin sang “Love on a Budget” stiller NinetyNine spørgsmålstegn ved overflodssamfundet: Hvorfor skal det altid handle om luksus og glitter? Man bør have sommerfugle i maven snarere end dollartegn i øjnene, lyder det fra NinetyNine.

Ryk

Allerede som 5-årig sad Rick Jurthe for første gang ved sin bedstefars klaver, og et år senere sender hans mor ham til undervisning hos en streng russisk klaverlærer. Som 13-årig skriver Ryk sin første sang. Inspirationen kommer bl.a. fra Shakira, Duncan James fra “Blue”, ligesom Ryk ser musikvideoer på MTV. Med keyboardet i hans eget studie skaber han sine første sange. Ryk arbejder efterfølgende som både sangskriver, komponist og musikproducer på forskellige projekter, herunder mange live underholdningsevents såsom teater og cirkusproduktioner. I 2018 optræder han ved den tyske ESC udvælgelse “Unser Lied für Lissabon” og får en tredjeplads. I år gør den 34-årige et nyt forsøg med bidraget “Oh Boy.”

Ich will zum ESC!

I “Docutainment”-serien “Ich will zum ESC!” (“Jeg vil til ESC!”), hvor det siste bidrag til den tyske finale findes, ledsager de to coaches Conchita Wurst og Rea Garvey talentfulde artister i forsøget på at nå deres drømme og komme med i finalen. Serien starter torsdag den 25. januar på ARD Mediathek. Afsnit 1 til 5 kan også ses på Das Erste fra 27. januar, samt på hr-Fernsehen og rbb Fernsehen.