Tel Aviv live: Dag 4 – reviews og video fra dagens tekniske prøver (Kroatien – Azerbaijan)

Foto: Thomas Hanses

Kroatien

Roko er iført et hvidt jakkesæt og flankeret af mandlige dansere i bar overkrop. Vingerne fra den kroatiske finale er også kommet med til Tel Aviv, blot i guldfarve, og bliver sat på Roko undervejs i sangen.

LED-skærme og gulv udgør en vigtig del i nummeret, som starter op med røde farver, der giver en god kontrast til Roko’s kostume. Senere får vi skyer, meteorer og ild, ligesom der under sidste gennemløb kommer tøris på scenen.
Undervejs kommer danserne op og “flyve”, mens Roko dog forbliver på jorden. Scenen får et helt bibelsk udtryk med englene i luften.

Advertisement

Flotte kameravinkler, gode om end lidt klichéfyldte effekter.

Malta

Malta har medbragt sit eget LED-panel på scenen, som er udgangspunktet for størstedelen af showet. Michela starter med at stå og kigge ud af et vindue i hvad, der skal forestille et lille rum. Hun åbner døren og ind strømmer havet og næste scene foregår under havet.

Herfra tager det for alvor fart med farver, dansere og skiftende scener, bl.a. en tropisk jungle. Michela har fire dansere med på scenen i hvert deres farvede træningssæt, som giver en energisk og underholdende dans. Der kommer bl.a. dyrebevægelser, som leder tankerne i retning af den lykkelige “all together now”-slutscene fra en Disney-tegnefilm.

Vokalt formår Michela efter en lidt usikker start at ramme den hæse karakteristiske lyd fra studieversionen. Alt i alt en rigtig god første prøve fra Malta.

Liauen

Litauen leverer den helt klassiske pop-ballade-opsætning med projektører og nærbilleder af Jurij, som er alene på scenen, mens koret står gemt et eller andet sted. På bagvæggen har vi blinkende guld-spots, som mod slutningen ændres til større spots med stjerneeffekt.

Vokalt leverer Jurij en fin performance.

Det bliver dog hurtigt meget kedeligt og igen får man følelsen af, at man har spildt en mulighed for at lave noget lidt mere interessant for at underbygge sangen, som sagtens kunne bruge noget visuel hjælp.

Sammenlignet med Kroatien og Malta, som kommer før, falder det litauiske show helt til jorden, hvilket også illustreres af en MEGET dæmpet reaktion her i pressecentret.

Rusland

Vi starter med et closeup af Sergey, der zoomer en smule ud efter et par sekunder, hvorefter han synger mod sit eget spejlbillede.
Sergey, der er klædt i hvidt, er flankeret af 8 spejle/LED-paneler, der dels spejler ham og dels viser forskellige optagelser af ham.

Igen er vi vidne til et relativt klassisk setup til en Eurovision-ballade.

Omkring midtvejs bevæger Sergey sig ind i et glasskab, og vi ser regnen falde på vinduet. Nærbillederne med Sergey bag ruden fungerer fint, men på afstand virker boksen på scenen malplaceret og som en unødvendig rekvisit.

Til sidst i showet bevæger Sergey sig frem på scenen og LED-panelerne toner frem igen med kloner af ham selv, der synger kor på sangens klimaks.

Med torden og regn i LED-baggrunden ser vi klonerne af Sergey i forskellige lidelses- eller sorgpositioner.

Sergey er en fantastisk formidler og vokalt får vi én af årets absolut bedste optrædener.

Men vi må nok være ærlige og sige, at vi er lidt skuffede. Showet er tungt på koreografi, der kommer til at tage over for Sergeys helt sublime evne til at kommunikere sangens tekst. Der mangler noget mere brug af hele scenen og de muligheder der er.
Til en sang som ‘Scream’ sidder man lidt og savner ‘Jamala-effekten’ – altså den følelse vi havde i kroppen, efter at have set hendes flotte brug at visuelle effekter for første gang.

Albanien

Vi har Jonida på scenen i hvad, der ligner en egyptisk Pharao kjole og med koret bagerst på scenen. Der er minimalt brug af LED-effekter og scenen er hovedsageligt holdt i sorte farver med røde/gyldne farver.

Vi får mod slutningen en kæmpe grafisk ørn i billedet, som udløser grin og snak her i pressecentret. Pt. virker den ret malplaceret og mest af alt komisk. Vi ser kun ørnen ved første gennemløb.

Vokalt leverer Jonida som altid lige i skabet, men virker ikke 100% på – nok pga. tekniske udfordringer.

Starten efter Rusland er ubarmhjertig og Albanien kunne godt blive én af taberne i denne her stærke semifinale.

Norge

Efter pausen er vi klar til Norge. Desværre har vi pt. intet billede i pressecentret.

Vi starter med Tom i fokus, som står på venstre side af catwalken, hvorefter vi skifter til Alaxandra på midten af scenen. Hun ser blændende smuk ud i lang kjole med høje slidser og med (nyt) langt hår i en høj hestehale ovenpå hovedet.

På højre side af catwalken leverer Fred sin joik.

På LED-baggrunden har vi fjelde, som skifter over forskellige farver, og masser af tøris på scenen, som giver en slags sne-illusion. Det hele slutter i en slags eksplosion af gyldne farver.

Vokalt giver alle 3 medlemmer det bedste, de har, men det visuelle kunne have understøttet sangen på en bedre måde.

Holland

Holland har holdt det helt simpelt til Arcade. Duncan sidder ved et klaver mens kameraet panorerer omkring ham under sangen. Der er en del klip til de tomme publikumsrækker, som nok antyder, at der vil være en eller anden form for interaktion med gæsterne i salen, f.eks. som de lysende armbånd, der tidligere er blevet brugt ved Eurovision.

Belysningen er til den klassiske side med gyldne projektører og hvidt lys i skiftende opsætninger samt overbliksbilleder,der viser den flotte blå LED-baggrund.

Den simple stil underbygger nummeret godt. Kombineret med Duncans sårbare, indlevende og intense levering bliver man virkelig revet med af stemningen. Vores “nabo” i pressecentret sad med tårer i øjnene efter første gennemløb.
Der er ikke en finger at sætte på den vokale præstation, Duncan rammer plet fra første tone og leverer nærmest helt umenneskelige toner undervejs.

KÆMPE bifald til Holland i pressecentret, hvorefter alle snakker i munden på hinanden:-D Det har vi ikke oplevet før i år.

Oddsene taler også sit meget tydelige sprog med Holland i top til odds omkring 3, mens Holland har mistet terræn og er nede på ca. 7 mod 5 tidligere i dag.

Holland 2020 virker som et meget sandsynligt udfald!

Nordmakedonien

Sergey har lige ringet. Han vil godt have sine spejle tilbage! 🙂

Overordnet set, så er det helt store problem i Nordmakedoniens show, at det indeholder hovedelementerne i Ruslands show, nemlige spejl/LED-panelerne med kloner af Tamara, og dermed kommer til at fremstå som en kopi af Ruslands show.
Vi starter med Tamara midt på scenen i en turkis kjole. Bag hende står der seks spejle i en halvcirkel. Beskrivelsen kunne sådan set stoppe lige her, hvis ikke det var for mellemstykket hvor vi zoomer ud og får overbliksbillederne. Her toner spejlene så væk og vi bliver vidne til en powerpoint med sort-hvide billeder af børn på bagskærmen. Det hele slutter med spejlene igen, hvor Tamara tager os med op til sangens klimaks.

Efter alt vi har set i dag, virker det her show overhovedet ikke. Det tager mest af alt karakter af følelsesporno, og ville sikkert også fungere fint nok, hvis vi ikke havde set den slags hundredvis af gange før.

I en sandwich mellem Holland og Azerbaijan kan det blive svært for Nordmakedonien, selvom sangen bestemt er stærk og smukt sunget.

Azerbaijan

Chingiz fra Azerbaijan slutter af med det, der viser sig at at blive dagens store, positive overraskelse.

Vi starter med Chingiz i fokus. To robotarme med påmonterede laser-projektorer tegner et bankende hjerte på hans bryst. Bag ham står en futuristisk-udseende ramme med lys i. Senere i showet viser det sig, at det skal være en slags scanner. Vi zoomer ud og får overblikket, hvor baggrunden går over i at vise et guldhjerte, mens Chingiz forlader opstillingen med robotterne.

Dagens første spontane bifald i pressecentret kommer midt under showet, da der springer en animeret version af Chingiz op af gulvet. Beam me up Chingiz!
Chingiz er super cool på scenen og vokalt er han også helt i top.

Bookmaker-oddsene har allerede sendt Azerbaijan op i nærheden af Top 5, hvilket efter vores vurdering også er et meget sandsynligt udfald.

Opsamling

Skal man samle lidt op på dagens 9 bidrag, så har især Azerbaijan og Malta overrasket os positivt. Holland ligner en vinder, selvom Chingiz i øjeblikket klatrer lystigt op ad listen hos bookmakernes og nu er nået Top 5.

Holland, Rusland, Azerbaijan, Norge, Malta bør være sikre finalister, mens Nordmakedonien nok ligger på grænsen.

Koblet sammen med de optrædener, vi så i går, så vil vi tilføje Schweiz, Rumænien, Danmark og Sverige til listen. Østrig ligger på grænsen, ligesom Armenien måske også kan nærmere sig Top 10 i semifinalen.

Vi bliver meget klogere, når vi igen ser alle artisterne ved 2. lydprøve.