G.E.E. Reviews 2012: Ungarn

Ungarn

Om årets repræsentant

Medlemmerne i Compact Disco mødtes tilbage i 2005, men det var ikke før 2008, at bandet blev grundlagt. De arbejdede med deres første album indtil september 2009 og i december samme år kom det på gaden med titlen "Stereoid". Singlen "I’m in Love" var et stort i hit og bl.a. på top 10 på de ungarske dance-hitlister. Næste single "Without You" blev udsendt og efter den gode start spillede Compact Disco på en lang række festivaler i sommeren 2010.

Advertisement

Gruppens andet album "II" udkom i 2011 og singlen "Feel The Rain" klarede sig godt på radio-hitlisterne i hjemlandet. Som et resultat af bandets stigende popularitet blev de nomineret til flere priser ved "Fonogram Awards", som er den ungarske musikprisuddeling samt ved MTV awards.

Bandet består af sanger Csaba Walkó, bassist Attila Sándor, Pál Gábor på keyboard og Behnam Lofti, står for effekter.

I 2011 udgav de singlen "Sound of Our Hearts" – og senere sendte de den til den ungarske preselection til Eurovision Song Contest – "A Dal", som de altså vandt.

Jeres dom

På Good Evening Europes Facebook-side, gav I bidraget et gennemsnit på 6,6 ud af 10 mulige.

Good Evening Europe’s anmeldelse

"Sound of our hearts" har store lighedspunkter med rumænske Hotel FMs "Change" fra 2011, både genremæssigt men også mht. sangens budskab. For mig forbliver det et noget gennemsnitligt nummer, velproduceret og med potentiale til at blive et pænt radiohit, men på den anden side også forglemmeligt. Jeg er i tvivl om bidraget efterlader nok indtryk til at blive husket når stemmerne skal afgives.

Omkvædet er stærkt, men versene virker for anonyme og trækker det samlede indtryk ned. Studioversionen af "Sound of our hearts" burde sikre gruppen en finaleplads, men efter at have set liveversionen er jeg meget i tvivl. Forsangerens vokal er mildt sagt usikker og den samlede performance i den lokale finale manglede en decideret wow-effekt. Hvis ikke vokalen forbedres, vil juryen sende denne her ud i mørket.

Ungarns fordel er deres heldige startlodtrækning, som gør landet til mulige finalister.

 

Jeg giver 6 ud af 10 stjerner for studioversionen – et moderne mainstreambidrag med et godt budskab.