Ung sangskriver og gamle kendinge sætter nye rekorder i Melodifestivalen 2020.

Foto: Anders Fredslund-Hansen

For de fleste rutinerede sangskrivere i Sverige er et af årets højdepunkt at prøve på at få en sang med i Melodifestivalen, som stadigvæk er Sveriges største musikprogram og en god måde at få sin musik og måske en ny artist ud.

I år fik SVT 2545 bidrag sendt ind til bedømmelse og ud af dem (og andre sange) skulle en jury bestående af musikkyndige vælge 14 bidrag, og SVT med Christer Björkman og Karin Gunnarsson i spidsen vælge de sidste 14. Så det er svært at komme gennem nåleøjet og får man bare en sang med så må man være tilfreds.

Advertisement

Ung sangskriver bag rekord i Melodifestivalen

En, som kan være meget tilfreds i år, er den unge men rutinerede sangskriver Jimmy Jansson, som har fået hele 6 bidrag med. Det er en ny rekord i Melodifestivalen. Den eneste, der har prøvet at få 6 bidrag med i den moderne Melodifestival er Thomas Gson, men det år deltog 32 bidrag mod 28 bidrag nu.

Jimmy siger selv, at det skyldes, at han er blevet bedre til at finde kombinationen mellem sang og artist, og at han har fået mulighed for at skrive med flere bl.a. på sangskrivercamps. 4 af de 6 sange han har med i år, er skrevet på sådan en.

Jimmy fortæller at han ikke har en stil, han synes bedst om. Han er meget bred og elsker at skrive alt fra ballader til rock/dansband, som Drängarna der skal synge et af hans bidrag i 2020. Til spørgsmålet om vi får se Jimmy som artist igen, siger han at sangskriverrollen er det, han elsker, men man skal aldrig sige aldrig.
Mange af hans sange i år blev også valgt via juryen, og det gør ham stolt, at det er ikke er cheferne, som synes om hans sange, men kollegaerne i Juryen.

En af dem som i et tidligt stadie begyndte at arbejde sammen med Jimmy Jansson, er Melodifestival veteranen Bobby Ljunggren. Bobby er stadigvæk den mest vindende sangskriver i Melodifestivalens historie med 5 bidrag – en rekord, han i øvrigt deler med Lasse Holm. Det er også lidt et rekordår for Bobby, som havde sit første bidrag med i 1987. Med sine 2 bidrag til Sonja Aldën og Anna Bergendahl i 2020 når han op på imponerende 50 bidrag i alt.

60 bidrag, 3 Melfest-sejre og 1 Eurovision-sejr

De 50 bidrag bidrag af Bobby Ljunggren er dog ikke nok til at slå en anden veteran som i år når nye højder. Den førnævnte Thomas Gson har i år fået 4 bidrag med, og det betyder at han nu har skrevet 60 bidrag til konkurrencen, deriblandt 3 sejre i Melodifestivalen og en Eurovision-sejr i samlingen. Han er en af mændene bag vinderen fra 2012, ‘Euphoria’. Gson skrev sit første bidrag til konkurrencen i 1999 og har siden været et fast inventar næsten hver år. Han har foruden de 3 svenske sejre også deltaget med 11 bidrag i andre lande i Eurovision, bl.a. for Danmark i 2010 hvor det blev til en 4. plads med “In A Moment Like This”.

Af andre sangskrivere i årets Melodifestival, som har haft stor fremgang, kan der nævnes en som svenske Jörgen Elofsson, der begyndte i det meget populære Cheiron studie i 1998 hos Max Martin, og har skrevet store hitlistehits til Westlife, Britney Spears, Kelly Clarkson og Gareth Gates. Elofsson har tidligere prøvet lykken i Melodifestivalen, da han i 2018 skrev sangen “for you” til Mariette.

En af de kendte kvindelige sangskrivere i året Melodifestival er Canadiske Laurell Barker, som allerede må siges at være både en Eurovision- og Melodifestival-veteran. Hun har allerede deltaget 2 gange i Melodifestivalen, da hun stod bag bidragene til Renaida og polske Margaret i 2018 og 2019. I år har hun 2 bidrag med, som deltager i samme semifinale, i Malmø, som bliver sunget af en af årets favoritter Hanna Ferm, samt Ellen Bendiktson og Simon Peyron.
Laurell har i år gjort sig godt bemærket i Eurovision-kredse, da hun som den første kvinde stod bag 3 bidrag i samme konkurrence i Tel Aviv. Hun var ophavsmand til både det Engelske, tyske og det meget populære bidrag fra fra Schweiz “She got me” sunget af Luca Häni. Så det er er en rutineret dame, der forsøger sig igen i år.

En lille overraskelse i år er nok at der hverken er blevet plads til vinder-komponisten til 4 bidrag Fredrik Kempe og en af de mest succesfulde sangskrivere de sidste par år, Eurovision vinderen fra 2015, Linnea Deb. Hendes tidligere partner og også en slags veteran Joy Deb har dog et bidrag med i år.

Danske sangskrivere i Mello

Nogle af dem, som Jimmy Jansson har samarbejdet med i årets Melodifestival, er de 2 danske sangskrivere Marcus Winther-John & Karl Frederik Reichhardt, som sammen har skrevet sangen “Take a Chance” til Melodifestivalvinderen fra 2017 Robin Bengtsson.

Marcus er født i England men kom til Danmark som 12-årig. Han dannede i 1991 bandet Inside The Whale med 3 af sine venner fra Lind ved Herning. De startede med at spille grunge-musik, som var inspireret af særligt Nirvana og Red Hot Chili Peppers, hvor de sammen med Dizzy Mizz Lizzy og Kashmir definerede dansk rock musik i 90’erne. Bandet klarede sig godt, men det var først, da de lavede det anmelderroste dansksprogede album ‘Rebeller Uden Sag’ i 1998, at det for alvor tog fart. Mange kender nok nummeret ‘Hvor er tiden der tar os’, som må siges at være en evergreen i dag.
Efter bandet gik i opløsning, har Marcus været en af de mest succesrige og benyttede sangskrivertalenter herhjemme. Det var særligt, da han var med på hovedparten af sangene på Tim Christensens album “Secrets on Parade” i 2000, at folk begyndte at få øjnene op for hans kunnen. Senere har han skrevet til alt fra Sanne Salomonsen, Sys Bjerre, Julie, Christopher, Tim Christensen og til Peter Belli, som han også har været Kapelmester for de senere år.
Marcus har da også snust til Grand Prix/Eurovision-miljøet et par gange før. I 2009 var han én af komponisterne, da Susanne Georgi (Ja hende fra Me&My) deltog i Eurovision for Andorra med sangen “Get a Life”.
I Dansk Melodi Grand Prix er det blevet til 2 bidrag. I 2010 deltog han med Maria&Mathilde og sangen ‘Panik’, og så sent som i år blev han nummer 2, da han er en af ophavsmændene bag ‘League of Ligh’ sunget af Julie og Nina.

Karl-Frederik er 23 år og søn af den kendte skuespiller Peter Reichhardt og barnebarn til den legendariske Poul Reichhardt. Han er trods sin unge alder en erfaren og spændende sangskriver, som er en del af teamet The Arrangement. Han blev kendt herhjemme som den ene del af gruppen Ultramarin, som han dannede med sin halvbror Ludvig, og som spiller Elektronisk pop. Gruppen hittede bl.a. med singlerne ‘Hvor vi kom fra’ og ‘Hvis sandheden skal frem’
Ellers har han været sangskriver og producer for en masse danske kunstnere lige fra Julie, Aksglæde, Baseboys, L:I:G:A, Pauline, Elliot og står bl.a. bag hittet “Shania Twain” som er sunget af Aura Dione.

Det bliver spændende at se, hvordan det går de rutinerede sangskrivere og særligt det danske team.

Fakta: Melodifestivalen 2020

Lørdage klokken 20.00 på SVT1 og SVT Play.

• Den 1. februar Delfinale 1 – Linköping, SAAB Arena
• Den 8. februar Delfinale 2 – Göteborg, Scandinavium
• Den 15. februar Delfinale 3 – Luleå, COOP Norrbotten Arena
• Den 22. februar Delfinale 4 – Malmö, Malmö Arena
• Den 29. februar Andra Chansen – Eskilstuna, Stiga Sports Arena
• Den 7. marts Finale – Stockholm, Friends Arena

Læs også: Her er deltagerne i Melodifestivalen 2020 – danske sangskrivere bag Robin Bengtsson