Norge: Optakt til Melodi Grand Prix-finalen

Efter fem delfinaler og en wildcard-runde er 26 bidrag blevet til 12, som skal konkurrere om sejren i den Norske Melodi Grand Prix-finale i aften klokken 19.50 på NRK1. Vi kigger på aftenens 12 bidrag og kommer med vores bud på, hvem der vinder billetten til Eurovision Song Contest i Rotterdam for vores norske broderfolk.

Sangene i finalen:

ArtistSang
Atle Pettersen‘World on Fire’ 
Blåsemafian feat. Hazel‘Let Loose’
Emmy‘Witch Woods’
IMERIKA‘I Can’t Escape’
Jorn‘Faith Bloody Faith’
Kaja Rode‘Feel Again’
KEiiNO‘Monument’ 
KIIM‘My Lonely Voice’
Raylee‘Hero’
Rein Alexander‘Eyes Wide Open’ 
Stavangerkameratene‘Who I Am’
TIX‘Fallen Angel’ 

Atle Pettersen – ‘World on Fire
Tekst og musik: Atle Pettersen, Jesper Borgen, Magnus Clausen, Alexander Pavelich og Peter Daniel Newman

Advertisement
Foto: Julia Marie Naglestad / NRK

31-årige Atle Pettersen fik sit gennembrud i den norske offentlighed for 10 år siden, da han kom på 2. pladsen i X Factor og vandt “Skal vi danse” – den norske udgave af “Vild Med Dans” i 2011. Han har udgivet musik som soloartist lige siden, og han har siden 2016 været programleder for NRK på “Beat for Beat” – også kendt her i landet som “Hit med sangen”.

‘World on Fire’ er Atle Pettersens debut i NMGP, og selv om han er direkte kvalificeret til finalen er oddsene for sejr ikke særlig gode, bookmakerne har ham kun omkring en 10. plads.


Blåsemafian feat. Hazel – ‘Let Loose’
Tekst og musik: Jørgen Lund Karlsen, Sigurd Evensen, Stig Espen Hundsnes, Benjamin Sefring og Caroline Teigen

Foto: Julia Marie Naglestad / NRK

Blåsemafian består af 27-årige Sigurd Evensen på trombone, 32-årige Stig Espen Hundsnes på trompet og 27-årige Jørgen Lund Karlsen på saxofon. De er meget anerkendte musikere på deres respektive blæserinstrumenter, og er mest kendte for at have optrådt sammen med en masse kendte norske artister, bl.a. Marcus & Martinus, MadCon og Cezinando

Nu debuterer de selv på scenen i Melodi Grand Prix sammen med 22-årige Caroline “Hazel” Teigen i nummeret ‘Let Loose’, som bringer fest og glæde ud til seerne, og man kan ikke lade være med at tænke tilbage på Sunstroke Project fra Moldova, der med “Epic Sax Guy” deltog i ESC både i 2010 og 2017.

Sangen kvalificerede sig fra 1. delfinale, og skal man tro bookmakerne, har Blåsemafian en god chance for at komme i guldduellen, de ligger nemlig lige nu på en 3. plads på oddset.


Emmy – ‘Witch Woods’
Tekst og musik: Olli Äkräs, Elsa Søllesvik, Morten Franck

Foto: Julia Marie Naglestad / NRK

20-årige Emmy Guttulsrud Kristiansen kommer fra en musikalsk familie, og da hun så sin storebror deltage i det norske børne-MGP i 2011 begyndte hun at drømme om selv at være. Den drøm gik i opfyldelse i 2015, hvor hun deltog med sangen ‘Aiaiai’, som har fået over 1 mio. visninger på Youtube.

Nu er hun med i den “voksne” udgave af Melodi Grand Prix, hvor sangen ‘Witch Woods’ kvalificerede sig fra delfinale 3, og skal man tro oddsene er den i den nedre halvdel af feltet. Men man ved aldrig hvad heksene formår at hive hjem af stemmer, når det går løs!


IMERIKA – ‘I Can’t Escape’
Tekst og musik: Erika Dahlen (IMERIKA), Bjørn Olav Edvardsen, Morten Franck og Ben Adams

Foto: Julia Marie Naglestad / NRK

Det er første gang den 24-årige Erika “IMERIKA” Dahlen deltager i Melodi Grand Prix, men til gengæld har hun to bidrag med. Foruden hendes eget bidrag ‘I Can’t Escape’ er hun også sangskriver på Kaja Rodes bidrag ‘Feel Again’. Hun vil gerne tale om lidt tabubelagte temaer gennem sin musik, og hendes bidrag handler om hvor vanskeligt det kan være at komme videre efter at have slået op med en kæreste.

IMERIKA siger, at hun synes det er et interessant mismatch med hende selv på Grand Prix-scenen, men den stille og bevægende ballade står lige nu til at komme i top 4 og dermed kvalificere sig til Guldduellen, så det bliver spændende om publikum tager imod “mismatchet” og stemmer hende op i toppen.


Jorn – ‘Faith Bloody Faith’
Tekst og musik: Åge Sten Nilsen, Jørn Lande, Eirik Renton, Kjell Åge Karlsen

Foto: Julia Marie Naglestad / NRK

Aftenens ældste deltager er 52-årige Jørn “Jorn” Lande, som har udgivet 50 albums og er et kendt navn på den internationale rockscene. Det påstås, at han er den største musikalske eksportsucces for Norge siden A-ha, og han har solgt millioner af albums på verdensplan.

Sangen ‘Faith Bloody Faith’ er ægte rocket 80’er-lyd, og Jorn har fået hjælp til sangskrivningen af bl.a. Åge Sten Nilsen, der selv stod i spidsen for glambandet Wig Wam, der deltog i ESC 2005 med sangen ‘In My Dreams’. Jorn gik videre til finalen med et wildcard, efter at han i første omgang ikke kom videre fra delfinale 1, men publikum ville gerne have ham i finalen alligevel. Han står til en midterplacering i aftenens felt.


Kaja Rode – ‘Feel Again’
Tekst og musik: Magnus Martinsen, Mirjam Johanne Omdal, Andreas Gjone og Erika Dahlen

Foto: Julia Marie Naglestad / NRK

22-årige Kaja Rode debuterer i årets Melodi Grand Prix, og hun kom frem første gang da hun deltog i den norske “The Voice” i 2017 og fik alle dommerne til at ville samarbejde med hende. Hun siger selv at hun elsker og bliver inspireret af musik fra blandt andet Sam Smith, John Legend og Sia, og sangen ‘Feel Again’ er da heller ikke langt fra noget Sia kunne have skrevet.

IMERIKA er en af sangskriverne på denne sang, og selv om Kaja Rode kvalificerede sig direkte til finalen, levnes hun ikke mange chancer for en topplacering.


KEiiNO – ‘Monument’
Tekst og musik: Tom Hugo Hermansen, Alexander Nyborg Olsson, Fred Buljo, Alexandra Rotan og Rüdiger Schramm

Foto: Peder Carlsen / Keiino

Vi lærte de tre medlemmer af KEiiNO at kende i 2019, da de havde stor succes med popjoik-sangen ‘Spirit in the Sky’, der ikke bare vandt det norske Melodi Grand Prix, men også opnåede en flot 6. plads i Eurovision i Tel Aviv og endda vandt publikumsafstemningen – det sidste har kun Alexander Rybak og ‘Fairytale’ gjort før KEiiNO. Samtidig var sangen verdens næstmest virale sang, den toppede den norske VG-hitliste og blev nomineret til Spellemansprisen som “Årets sang”.

Nu er Tom Hugo, Alexandra og Fred tilbage i NMGP med samme sangskriverteam, denne gang med sangen ‘Monument’, som handler om de spor man som menneske efterlader sig, når man ikke er er her mere, også selv om man måske ikke har fået rejst en statue eller monument efter sig. De kalder selv sangen for “en mere voksen version af Spirit in the Sky”, og i det interview vi lavede med dem for en måned siden fortæller de også, hvordan sangen blev til i en lille hytte i det sydlige Norge.

‘Monument’ er aftenens helt store favorit til sejren, og det er ikke utænkeligt at gruppens popularitet både i Norge og internationalt kan skubbe sangen helt til tops og også give succes ved Eurovision – hvis de skulle komme dertil.


KIIM – ‘My Lonely Voice’
Tekst og musik: Kim Rune Hagen, Espen Andreas Fjeld, Vebjørn Jernberg og Niklas Rosström

Foto: Julia Marie Naglestad / NRK

30-årige Kim Rune “KIIM” Hagen slog igennem med en 3. plads i norsk “Idols” i 2007, og har siden da spillet et par år i bandet “Spinning Foundation”, som bl.a. har varmet op for A1 og Europe. Siden lagde han musikken på hylden for at uddanne sig som ejendomsmægler, men scenen trak alligevel for meget og han vendte tilbage til musikken for et par år siden.

Den stærke ballade ‘My Lonely Voice’ kvalificerede sig til NMGP-finalen i delfinale 4, og selv om nogen har sammenlignet den med vinderen af ESC 2019 ‘Arcade’ er sangen helt KIIM’s egen og viser hans vokale spændvidde, og det bliver spændende at se om han kan komme højere op end den midterplacering bookmakerne spår ham.


Raylee – ‘Hero’
Tekst og musik: Andreas Stone Johansson, Anderz Wrethov, Laurell Barker, Thomas Stengaard og Frazer Mac

Foto: Julia Marie Naglestad / NRK

Raylee Kristiansen brød igennem på NMGP-scenen sidste år, hvor hun fik stor succes med nummeret ‘Wild’. Nu er den tidligere barnestjerne (under navnet “Lotta”) tilbage i Melodi Grand Prix, denne gang med sangen ‘Hero’ som med sin meget 80’er-inspirerede lyd uvægerligt leder tankerne hen på Bonnie Tylers megahit ‘Holding out for a Hero’.

Sangen er bl.a. skrevet af danske Thomas Stengaard, der skrev Moldovas ESC-bidrag ‘Stay’ i 2019 og ikke mindst ‘Only Teardrops’ i 2013, og Laurell Barker, der skrev bl.a Schweiz’ 2019-bidrag ‘She Got Me’ og i det hele taget er aktiv på den europæiske Grand Prix-scene.

Raylee kvalificerede sig til finalen i delfinale 2, og som det kan ses på billedet fra videoen, er der også et Flashdance-moment, hvor hun bliver badet siddende i en stol på scenen. Det er energisk pop med girlpower, og det er ikke umuligt hun kan snige sig med i top 4 og Guldduellen, hvis det norske folk er i 80’er-stemning i aften.


Rein Alexander – ‘Eyes Wide Open’
Tekst og musik: Rein Alexander Korshamn, Christian Ingebrigtsen og Kjetil Mørland

Foto: Julia Marie Naglestad / NRK

Endnu en genganger fra sidste års Melodi Grand Prix er 49-årige Rein Alexander, som formentlig blev snydt for en chance i guldfinalen i 2020 med ‘One Last Time’ pga. det stemmekaos, der opstod pga. overbelastning i NRK’s MGP-app.

Nu er han tilbage, og denne gang hedder sangen ‘Eyes Wide Open’, skrevet af ham selv og sangskriverteamet bag Ulrikkes vindersang fra 2020 ‘Attention’, Christian Ingebrigtsen og Kjetil Mørland. Sidstnævnte husker vi i ESC-sammenhæng fra sin egen deltagelse i 2015 med duetten ‘A Monster Like Me’, der fik en fin 8. plads.

‘Eyes Wide Open’ er i mine øjne ikke helt så stærk som sidste års bidrag, selv om han i år var direkte kvalificeret til finalen. Han ligger til en midterplacering på oddset, men det er ikke til at vide om han får ekstra sympatistemmer pga. problemerne i 2020.


Stavangerkameratene – ‘Who I Am’
Tekst og musik: Tommy Fredvang, Robin Sharma, Lars Horn Lavik, Alexander Pavelich og Peter Daniel Newman

Foto: Julia Marie Naglestad / NRK

De fire medlemmer af Stavangerkameratene er i hver deres sammenhæng kendt for det norske folk via TV. Kjartan Salvesen vandt “Idols” i 2004, Tommy Fredvang er bl.a. kendt fra “X Factor” i 2009, Glenn Lyse vandt “Idols” i 2007 og Ole Alexander Mæland deltog i “The Voice” i 2012.

Sangen med den norske titel ‘Barndomsgater’ bliver i finalen fremført på engelsk som ‘Who I Am’, og den handler om alt det de har været igennem, en refleksion over livet og en stolthed over det man har præsteret, og den var forhåndskvalificeret til finalen. Spørgsmålet er bare, om publikum kan se potentialet i sangen som vinder, bookmakerne spår nemlig en bundplacering til den.


TIX – ‘Fallen Angel’
Tekst og musik: Andreas Haukeland

Foto: Julia Marie Naglestad / NRK

Artisten TIX, med det borgerlige navn Andreas Haukeland, har selv skrevet tekst og musik til sangen ‘Fallen Angel’. TIX er en af Norges allerstørste artister, og ligesom vi kender det fra Gulddreng her i Danmark, er TIX en karakter han har brugt til sin musik, hvor det karakteristiske pandebånd og solbrillerne er vigtigt for udtrykket.

Han brød igennem i 2015 med nummeret ‘Sjeiken’, der er kendt i Norge som en “russelåt” – altså en sang der spilles til fester i eksamensperioden når gymnasieleverne bliver studenter. Den skabte voldsom debat i Norge pga. sit heftige sprogbrug, men på trods af det lå hans debutalbum ikke mindre end 70 uger på VG-hitlisten. I 2018 gjorde han sig også bemærket internationalt som sangskriver med kæmpehittet ‘Sweet but Psycho’ med Ava Max, der blev den mest spillede sang det år.

Årets bidrag har den norske titel ‘Ut Av Mørket’, og handler om hans egen vej ud af en svær depression, noget han talte meget åbent om i norske medier forrige år. Den fremføres i aften på engelsk som ‘Fallen Angel’, og selv om vi har set de store englevinger i Kroatiens bidrag fra ESC 2019 ‘The Dream’, så kan TIX’ kæmpe popularitet blandt det norske publikum godt bære ham helt frem til sejren og deltagelse i årets Eurovision.


Hvordan kommer det så til at spænde af? Jeg tror vi får en skarp duel mellem KEiiNO og TIX om den endelige sejr, men de kan være uheldige at ramle ind i hinanden allerede i “semifinalen” af Guldfinalen. De to sidste pladser i Guldfinalen er til gengæld ret åbne, efter min mening står det mellem Blåsemafian, Jorn og Raylee, men IMERIKA kan sagtens overraske og blande sig i top 4.

Du kan se Melodi Grand Prix-finalen i aften kl. 19.50 på NRK1 på dit TV, eller også kan du følge med på NRK’s hjemmeside under
https://tv.nrk.no/serie/melodi-grand-prix-tv/2021/MUHU25002621