The Cosmic Twins: “Man kan godt have en fest, selvom hjertet er knust”

– Det bliver en kæmpe fest og vi ser virkelig frem til at vise Danmark, hvad vi kan og hvem vi er.

Sådan beskriver duoen The Cosmic Twins deres forventninger til Dansk Melodi Grand Prix 2021, hvor de den 6. marts får debut med sangen ‘Silver Bullet’.

Som 12-årige fyrede tvillingerne Chris og Alec den af til Guitar Hero, hvor de drømte om at stå på de store scener, og det var her, deres fælles passion for musikken blev vakt. Den drøm besluttede de sig for at udleve, og i 2018 formede de popduoen The Cosmic Twins – opkaldt efter et maleri, deres amerikanske far malede til dem, da de blev født.

Advertisement

Tvillingerne har siden optrådt i hele Danmark med næsten 100 shows, deltaget i DR-programmet LIVE og udgivet en EP, en musikvideo og en håndfuld singler.

Beærede over at have Lise Cabble med på holdet

Sidste sommer fik Chris og Alec kontakt til Anders Fredslund-Hansen fra The Arrangement, som foreslog at de skulle være med i Melodi Grand Prix, og selvom duoen aldrig havde set sig selv stå på den scene, så er de nu klar til deres debut i showet.

Sangen, som de skal deltage med, hedder ‘Silver Bullet’ og handler om sårbarheden i et forhold.

– Man lægger sit hjerte på et sølvfad og ens partner smider det på gulvet, så hjertet bliver knust.

The Cosmic Twins
Pressefoto: Morten Rygaard

’Silver Bullet’ er skrevet af Dansk Melodi Grand Prix’ ukronede dronning Lise Cabble, der har skrevet hele fire vindersange til Dansk Melodi Grand Prix – senest i 2019 med Leonora og nummeret ’Love Is Forever’. I interviewet fortæller tvillingerne om, hvordan netop det med at leve op til Cabble’s flotte statistik er noget, de er blevet spurgt rigtig meget ind til.

– Vi har altid set det som en god støtte i ryggen og været virkelig beærede over, at hun er med på holdet. Vi har aldrig set det som et stort pres. Vi lader os ikke presse så meget af ydre påvirkninger.

The Cosmic Twins

Interviewet byder også på flere spørgsmål fra vores Instagram-følgere. Her svarer The Cosmic Twins bl.a. på spørgsmål om, hvordan de ser deres egne muligheder i Eurovision, om pyro i saxofonen, planer om en musikvideo og om ‘Silver Bullet’ mon har noget med varulve at gøre?

Du kan se hele interviewet med The Cosmic Twins i videoen herunder:

Comments are closed.