Galleri: ESC 2021 scenen er klar – skjulte features og Augmented Reality

Foto: NPO-NOS-AVROTROS-NATHAN-REINDS

Vi har ventet siden december 2019 på at se Florian Wieders scene-design i “live”. Konstruktionen af scenen blev påbegyndt den 11. april i Rotterdam Ahoy og scenen står nu endelig færdig og klar til brug.

Florian Wieder, som har designet scenen, fortæller i et interview med Krista Siegfrids, at Eurovision 2021-scenen har hentet sin inspiration i hollandsk design, som bl.a. er kendt for sin underspillede skønhed og enkelthed. Men bag scenens enkle facade gemmer der sig en masse features med masser af forandringsmuligheder.

Advertisement

Florian fortæller, at måden hvorpå LED-skærmen åbner sig, er væsentlig anderledes, end man normalt har set. Han afslører også at hans mangeårige drøm om AR (Augmented reality) endelig er blevet til virkelighed i år. Med AR lægger et virtuelt lag ovenpå den eksisterende “virkelighed”, som man bl.a. kender fra Pokémon GO!

Sceneområdet er tilpasset restriktionerne, hvor kun 3500 publikummer må være til stede i salen. Området, der oprindeligt skulle være brugt til stående tilskuere, er blevet transformeret til et større Green Room, ligesom scenen er rykket frem for at skabe mere plads backstage.

I Rotterdam Ahoy er der i øjeblikket gang i stand-in prøverne, hvor 14 dansere og 10 sangere fra Rotterdam Codarts og Albeda College fremfører årets bidrag, således at lyd og kameravinkler kan testes af, ligesom delegationerne kan få et billede af deres show, før de selv indtager scenen.

Lørdag den 8. maj går de første artister på scenen, når årets tekniske prøver går i gang med Litauen som første land på en Eurovision scene i 2 år. Du kan se programmet for alle prøverne her.

Video af scenen

Galleri af scenen og arenaen

Good Evening Europe holder dig opdateret om alt, hvad der sker ved prøverne fra 8. til 22. maj. Følg os her på siden, på Facebook, Instagram og Youtube.