Det er snart Eurovision-tid igen. Endelig. Efter to års ventetid er vi omsider tilbage i den gode grand prix-stemning, vi kender så godt.
Men kommer Eurovision 2021 så til at leve op til forventningerne? Vi har taget en snak med en række kendte danskere, som også er store grand prix-fans. Om deres forhold til konkurrencen og om deres favoritter i årets felt.
Denne gang er vi nået til Ulla Essendrop, som de fleste nok kender fra DR1-programmet Aftenshowet, adskillige sportsbegivenheder og pt. fra de tidlige TV-aviser.
Grand Prix-fans vil formentlig også kende Ulla fra Eurovision 2014 i København, hvor hun sammen med Abdel Aziz-Mahmoud styrede slagets gang i pressecentret, og i 2016, 2017 og 2018 uddelte hun de danske point ved Eurovision Song Contest-finalen. Hun har et stort grand prix-hjerte, og fortæller mere om det herunder:
- Hvad er dit forhold til Melodi Grand Prix?
Jeg har altid ELSKET Eurovision Song Contest, helt aldeles ufiltreret, og uden ironisk distance. Festen, konfettien, vindmaskinerne, halvtonesmodulationerne. Skru’ op for det hele! Og så er jeg blevet enormt fascineret af hele produktionsapparatet bag – det fik jeg et grundigt indblik i, da jeg var vært på Head Of Delegations konferencen i Danmark i forbindelse med ESC i 2014, hvor jeg også var vært på den internationale sending af Opening Ceremony sammen med Abdel Aziz Mahmoud og Peter Falktoft, og alle de internationale pressekonferencer, som jeg var vært for sammen med Abdel.
Jeg er jo tidligere sportsvært, og jeg tror på, at Eurovision – ligesom store, internationale sportsbegivenheder – hitter, fordi det er en event der lever af samtidighed. Det er ikke noget man ser on demand tre dage senere. Man ser det samtidig i hele Europa (og nu også Australien, og på visse web-platforme i USA), så man kan tale med om begivenhederne, MENS de sker. Det har jeg selv tydeligt mærket, de tre gange jeg har annonceret Danmarks point i finalen. Der modtog jeg reaktioner fra festlige Grand Prix seere i fx Kroatien, England og Australien. Samtidig er det en begivenhed som er tilgængelig for ALLE seere, i den forstand at det ikke kræver nogle særlige forudsætninger, at se Eurovision. Der er altid en sang man synes om eller ikke synes om, der er kostumer at tale om, værterne, sceneshow, kommentatorerne og alt det andet der omgiver konkurrencen. Eurovision kan samle familie, venner, g bekendte på tværs af alder, køn og alle andre skel, og det er der ikke meget der kan i dag.
- Hvordan plejer du at se Eurovision – og er det anderledes i år?
Jeg har dyrket det siden jeg var barn – mine forældre og jeg havde fast tradition for at sidde med stemmesedler og var meget investerede i det. Da jeg var yngre holdt vi tit Eurovisionfester med ALT hvad den kunne trække af kulørte drinks og partypynt. I år kommer jeg nok desværre ikke til at sidde oppe og se det, for nu laver jeg morgennyheder på DR1, så jeg skal være frisk og klar til at arbejde næste morgen kl 6.
- Hvad synes du om feltet i årets Eurovision?
Der kommer mere fokus på sange med indhold om samfundets udvikling på godt og ondt. Der er også en større diversitet blandt artisterne. Rent melodisk er der nogle sange der slet ikke har flyttet sig de seneste to årtier, og så er der andre der går mere i retningen af hiphopinspiration og elektrogenrer, og så er der lige nu en interessant retrobølge med en humørfyldt 80’er feeling som flere entries dyrker, bla. vores egen Fyr & Flamme. Og så er flere og flere af sangene, som man ville kunne høre i ganske almindelig musikradio.
- Hvad synes du om den danske sang?
Du skal være lavet af sten, hvis Øve os på hinanden ikke fyrer op under det gode humør. Da jeg selv lyttede alle 23 bud igennem, kunne jeg mærke, at balladerne slet ikke talte til mig i år. For mit vedkommende rammer ØOPH lige ind i en stemning som jeg, og måske også mange andre rundt om i verden, har brug for lige nu, efter en særdeles strabadserende periode i spændetrøje. Jeg trænger i hvert fald til musik der er energi- og tempofyldt, og det leverer Fyr&Flamme.
- Vil du dele din top 5 i årets Eurovision med os?
Min top 5 er udtryk for hvilke 5 sange jeg bedst kan lide – ikke hvilke 5 sange jeg tror, kommer til at klare sig bedst. Og den er muligvis politisk ukorrekt – men jeg har udelukkende fokuseret på, hvad jeg synes om musikken.
FEM: UK – Embers
Stakkels UK har i Eurovisionsammenhæng aldrig rigtig ramt noget som helst. Men Embers kan noget – måske er det fordi, jeg er en sucker for alt med en blæsersektion (om end den lyder noget maskinel på tracket?).
FIRE: Finland – Dark side
Helt gedigen, solid, melodisk rock. Når man har fået fyldt ørerne med Piña Colada og candyfloss, så er det virkelig rart med noget variation. I ESC-sammenhæng kommer den til at fungere som den der sorbet-renser man får mellem retterne på fine restauranter.
TRE: Island – 10 Years
Den er blød, lækker, sjov og quirky. Lidt Daft Punk møder Jamiroquai. Den er Piña Colada på lyd. Og så er der noget i det gentagende guitarriff der minder mig om Modjo’s Lady (Hear me tonight).
TO: Israel – Set me free
Stærk Vokal. Til sidst brillerer hun lige med nogle korte Mariah Carey’esque fraseringer – mon ikke det kommer til at gå rent ind hos publikum.
ET: Malta – Je me casse
Vildt fed vokal. Jeg skyder på at Lizzo er en af inspirationskilderne. Og så falder jeg for alt med et sprødt sax riff. Aner man et lille nik til Epic Sax Guy?
Selvom de ikke er på min top 5, så er der lige special mention til følgende:
Rusland – manizha. Den er gakket med et lækkert grundbeat, minder mig lidt om tidligere vinder Netta.
Tyskland – I don’t feel hate. Den er wack i hele sin opbygning. Det er som om den er bygget op af to forskellige sange mellem vers og omkvæd. Og så er der simpelthen indlagt et Tap (stepdans) Break! Det har vi da virkelig alt for sjældent!