Panelet bedømmer Holland: Mia Nicolai & Dion Cooper – Burning Daylight | ESC 2023

Vi er glade for at kunne præsentere en ny omgang af “Panelet”, hvor vi i 37 artikler tæller ned til musikfesten i Liverpool til maj med reviews af årets sange i både artikelformat og som videoer på vores Youtube-kanal.

Som en del af vores optakt til Eurovision Song Contest har vi traditionen tro lyttet til årets sange, givet point og lavet reviews. Fra den 1. april tæller vi ned med en sang pr. dag.

Advertisement

Som noget nyt i år er vores afstemning lavet i samarbejde med den danske fanklub, MelodiGrandPrixfans.dk (OGAE Danmark), og udover de skrevne artikler her på Good Evening Europe, så vil 2 repræsentanter fra GEE (Simon og Daniel) og 2 fra OGAE (Mikal og Zakarias/Asger) diskutere årets bidrag i vores serie af video reviews, hvor vi også deler resultatet af afstemningen.

Husk at abonnere på vores Youtube-kanal, så du får en notifikation, når der er nye videoer ude.

Vi har som altid brug for dig! Hjælp os med at sprede Eurovision-stemning. Del din mening og dine gæt i kommentarsporet på vores Facebook-opslag og @tag gerne dine Eurovision-venner i opslagene.

Panelet 2023 | Foto: privat

Om panelet:
I panelet sidder 14 personer med forskellig baggrund, som alle har det til fælles, at de elsker Eurovision Song Contest og har fulgt konkurrencen tæt i flere år.
Vi har bl.a. flere tidligere medlemmer af fanjuryen i Dansk Melodi Grand Prix, en stand up-komiker og fodboldfan, en Grand Prix-ekspert fra den montenegrinske delegation, en finne som elsker alt ved Danmark og har Chanée & N’Evergreen og Fyr og Flamme som favoritter, en tidligere radiovært der elsker Drag Shows næsten lige så højt som Eurovision og ikke mindst manden, der kan spille brudstykker af alle ESC-vindere på klaver.

Regler og point:
Hvert medlem har – uden at diskutere eller udveksle holdninger med de øvrige jurymedlemmer – vurderet hvert enkelt bidrag og tildelt årets sange en karakter jf. Eurovision-skalaen (1-12 point).

Se alle årets reviews her >>

Mia Nicolai & Dion Cooper – Burning Daylight

Reviews

Clara: Sangen minder mig om tidligere hollandske bidrag som feks Calm After The Storm (2014) som tidligere har virket godt for Holland. Jeg kan dog mærke, at jeg mister fokus lidt efterhånden. Ikke fordi sangen er dårlig, men fordi der simpelthen sker lidt for lidt til at fastholde min opmærksomhed. Desværre, for Holland har gennem lang tid bygget sig op til at være et af de lande jeg har højest forventninger til. 

Daniel: Når sangen endelig, efter cirka to minutter, løfter sig til de rigtige højder, er det virkelig, virkelig – VIRKELIG – godt. Desværre keder man sig lidt undervejs, mens man venter på den store forløsning. Vi ligger et sted mellem kedeligt og fantastisk.

Mikal: Isoleret set er der faktisk mange gode elementer i sangen her. En mand-kvindeduet er tit en god ting, og jeg kan godt lide at sangen har noget temperament og en opbygning fra at de synger hver for sig til at de synger sammen og skruer op for energien. Sært nok er det bare som om det alligevel aldrig rigtig bliver forløst. Jeg glemmer sangen igen med det samme, og det er jo ikke så godt for en sang at have den virkning – eller mangel på samme – på publikum.

Mette: Den sædvanlige høje hollandske kvalitet og Duncan Laurence-lyden er de 2 ting, jeg først tænker på, når Burning Daylight starter ud. En smuk tekst, 2 stærke stemmer og en virkelig flot melodi. Duetten leder også tankerne i retning af A Star is Born-hittet “Shallow”. Jeg synes dog ikke Holland når helt i mål, og jeg taber lidt interessen undervejs. Jeg håber, at Mia og Dion får arbejdet lidt på kemien inden Liverpool, da weekendens preparty desværre ikke var så overbevisende. Den sene startposition er tæt på optimal for en ballade som “Burning Daylight”, selvom den finske Cha Cha Cha efter Holland måske godt kan tage lidt fokus.

Simon: Holland kører ned af det melankolske spor, som de fandt hen til med Common Linnets i 2014. Men det er ikke helt så “fast lane” som Ilse og Waylon var i København hvis man taler om sangens kvalitet, for man skal hænge på i lidt tid før den virkelig løfter sig, hvilket den så også gør til sidst. De to lyder virkelig godt sammen, og hvis man skal bedømme ud fra den tilsyneladende manglende kemi i optagelsen af deres optræden ved prepartyet i Madrid, så ender det måske lige så godt for dem som det gjorde for Ilse og Waylon, for der var heller ikke meget kemi mellem dem. Jeg kan dog godt lide sangen og tror den kan forløses på Eurovision-scenen.

  

Videopanelets bedømmelse

https://youtu.be/-jjf4vTQJ6Y