#KomSåDanmark: Jeres bud på promovering og optakt til Eurovision

Del 5 af 5

#KomSåDanmark er en artikelserie, der lader op til Dansk Melodi Grand Prix 2024 ved at give vores bud på hvordan vi får Danmark tilbage i Eurovision-finalen i 2024.

Denne artikel tager udgangspunkt i de besvarelser, vi fik, da vi bad jer om at besvare et spørgeskema om Dansk Melodi Grand Prix.

Advertisement

Da vi skrev et spørgeskema til jer, omhandlende jeres bud på hvordan Danmark kommer tilbage på sporet og hvordan vi kan genskabe glæden ved Dansk Melodi Grand Prix, havde vi ikke forventet så mange svar. Vi valgte at gå nørdet og grundigt til værks, og forsøge at komme omkring alt hvad vi kunne forestille os – og der er over 200 af jer, der har gidet at bruge tid på at nørde med os. Det er vi simpelthen så glade for. Tak!

Vi har gennemgået alle svar, læst alle jeres kommentarer, og vi kan desværre ikke have samtlige kommentarer med i artiklen. Den ville simpelthen blive længere end John Dillermands ædlere dele, så vi har forsøgt at tage hovedpunkterne og udvælge de mest relevante svar, samt de svar der går mest igen hos jer. Vi har dog valgt de (mange) svar fra, som lyder ”Se på Sverige og Norge”, og i stedet valgt at fokusere på de mere konkrete besvarelser. Og bare rolig; selvom vi har barberet en del fra, er det stadig langt og nørdet. Vi har drysset jeres besvarelser ud over fem artikler, og dette er den femte i rækken.

Promovering forud for Eurovision

Når vinderen er fundet, sangen er valgt og lysene er slukket, så er I også rørende enige om, at festen ikke slutter her – den er først lige startet. Blot 5% af jer mener, at de danske vindere i dag bliver promoveret i tilfredsstillende grad. Men hvordan gør man så det overbevisende? 80% af jer mener, det er vigtigt at deltagerne bliver støttet i at komme afsted og optræde til pre-parties rundt omkring i Europa, mens godt 66% af jer mener, at deltageren skal stille op til interviews med de udenlandske fanmedier og samtidig være stærkt tilstede på de sociale medier. En bruger nævner bl.a. Reddit og Discord som nye medier at tage i brug, da der her er mange unge, som kan påvirkes til at finde interessen for Eurovision, ligesom Kaarija og Alessandra nævnes som gode eksempler på stor og vellykket tilstedeværelse på Instagram og TikTok.

Derudover mener halvdelen af jer, at den danske vinder skal ud og optræde på tv og i radioen i andre lande, ligesom I også efterspørger happenings til selve Eurovision – lidt som da Emmelie de Forest havde fløjter med til pressemødet, eller når Rasmussen satte sig ud i Lissabons gader og spillede sin sang – og selvfølgelig sørgede for at blive filmet. Alle ting som skabte god omtale, og som efterspørges.

Optaktsprogrammer på TV

Det påpeges også i flere forskellige kommentarspor, at interessen for Melodi Grand Prix i Danmark ikke er på det niveau, man kunne ønske sig. Det er der også kommet forslag ind til at få ændret. Og lad os starte med den helt store – over 70% af jer derude ønsker sig optaktsprogrammer på tv. Jeg forestiller mig, at de fleste efterlyser et program i stil med de norske Adresse-programmer, men det kan også være andre formater, der kan lykkes. Derudover understreges det flere gange, at befolkningen generelt er i tvivl om, hvornår der egentlig er Melodi Grand Prix. Flere og flere dropper flow-tv, så tv-reklamer alene gør det ikke længere. Der skal nytænkning til.

Desuden er der kommet en kommentar ind, som jeg synes er relevant og tankevækkende, og som jeg godt kunne tænke mig at fremhæve – ikke nødvendigvis fordi jeg er enig, men fordi det sparker gang i en debat, som jeg synes er relevant. Det handler nemlig om den tone, Dansk Melodi Grand Prix omtales med:

Reklame for showet, gøre det populært i befolkningen. ”Drop snakken om glimmer, glitter og palietter – slet kitsch-faktoren og gør grand prix’et moderne.” ”Hvorfor nævner DR altid 80’erne, men fokuserer aldrig på artister som Rasmussen, A Friend In London og Emmelie De Forest?”

DMGP skal være en folkefest

Når man kigger på, hvad DR nemt kan gøre for at højne interessen i den danske befolkning, er der mange bud. Mange nævner at det skal promoveres mere, men ovenstående kommentar fortæller, at der måske ikke kun skal være mere, men også at det der er, skal være bedre.

Flere nævner, at DR bør indlede et samarbejde med populære influencere, for at få budskabet bredt bedre ud.

Ét ord går dog igen i rigtig, rigtig mange besvarelser: Folkefest! Folk savner, at grand prix’et er noget, alle danskere samles om. Der er rigtig mange der påpeger problemerne. Knap så mange løsninger. Og de løsninger der er, stikker i mange forskellige retninger. Derfor synes jeg også det er på sin plads at anerkende, at DR sidder med en enormt svær opgave, og måske er det okay, at den ikke løses på én dag, så længe vi kan se, at der lyttes. Det er heller ikke særlig opmuntrende for DR-folkene at blive høvlet ned hver gang de åbner deres telefoner. Kom med al den konstruktive kritik, I kan. Men hold jer fra personangreb og intetsigende slagord. Bak jeres kritik op med argumenter. Så kommer vi længere.

Nå, tilbage til den oprindelige mening med artiklen. Lad os opsummere: Når en sang har vundet Melodi Grand Prix, skal den promoveres. Og det skal den på alle tænkelige tangenter. Meget hviler på kunstneren selv, som skal være aktiv og tilstedeværende på sociale medier, give interviews til udenlandske fanmedier, deltage ved pre-parties og generelt sige ja tak til at give den alt hvad den kan trække i de par måneder, optakten varer. Når vores kunstner kommer til Malmö, skal der også ske et eller andet for at få vores sang til at skille sig ud.

Den anden del af det er, at DR også skal tænke i at promovere selve showet. På egne kanaler og eksternt skal danskerne gøres opmærksom på, at NU er det fan**me tid til Melodi Grand Prix igen! Optaktsprogrammer på tv, folkefester, arrangementer – den skal have gas, og det kan ikke blive for lidt.


Dette var del 5 af 5 i vores opfølgning på #KomSåDanmark spørgeskemaet.

Du finder alle artiklerne her >>