GEE-panelet 2021: “Beautiful” – Jean Michel

Foto: Jean Michel

Vi er glade og stolte over at kunne præsentere en ny omgang af ‘GEE-panelet’, hvor vi i 8 artikler tæller ned til musikfesten den 6. marts med reviews af årets sange. Vi er klar med sang nummer 8, “Beautiful” sunget af Jean Michel.

Som en del af vores optakt til den store aften har vi traditionen tro lyttet til årets sange, givet point og lavet reviews. Du kan læse mere om de 9 jurymedlemmerne i GEE-panelet her.
De kommende 8 dage tæller vi ned med en sang pr. dag, og vi glæder os til at høre din mening om sangene på Facebook.

Advertisement


I GEE-panelet har vi en bl.a. en tidligere DMGP-deltager og kandidat i musikvidenskab med speciale i Eurovision, 3 tidligere medlemmer af fanjuryen i Dansk Melodi Grand Prix, en stand up-komiker og fodboldfan, en Grand Prix-ekspert fra den montenegrinske delegation, en finne som elsker Chanée og N’Evergreen, en mandlig poptøs og softwareudvikler, en tidligere radiovært, som elsker Drag Shows næsten lige så højt som Eurovision, og ikke mindst en fyr der kan spille brudstykker af alle ESC-vindere på klaver.

Regler og point:
Hvert medlem har – uden at diskutere eller udveksle holdninger med de øvrige jurymedlemmer – rangeret hvert enkelt bidrag og tildelt det en karakter jf. Eurovision-skalaen mellem 3 og 12 (vi starter ved 3, da der kun er 8 sange i år).
Vi har lagt pointene sammen og du kan se både den samlede score, det gennemsnitlige pointantal samt evt. topkarakterer, der er uddelt. Under hhv. 8, 10 og 12 point er der billede af den eller de jurymedlem(mer), som har tildelt karakteren.

“Beautiful” – Jean Michel

Samlet score60Gennemsnit6,67Placering4

Jean Michel byder på en dejlig moderne popsang, med et positivt og inkluderende budskab, som jeg tror vil give rigtig mange stemmer i årets grandprix. For mig at se, er dette et af årets klareste popnumre, med en stærk popsolist, så jeg har en forventning om, at Jean Michel sagtens kunne være en af de tre vi sender videre i kampen om den endelige sejr. 

Clara

Jeg er ikke så meget til de instrumentale omkvæd, som vinder mere og mere frem, og det er ærgerligt, for resten af denne sang lyder faktisk enormt lovende. Det er måske de bedste vers i dette års udvalg, og netop derfor mangler jeg lidt i omkvædet. Teksten og budskabet plejer dog at være noget, danskerne stemmer på, så jeg bliver ikke overrasket, hvis Jean Michel ender i superfinalen.

Daniel

Yderst glædeligt gensyn med Jean Michel, som jeg var stor fan af i X Factor og siden hen har været så heldig at opleve live bl.a. i Wallmanns. Vi kommer uden tvivl til at høre éN af aftenens stærkeste vokaler og jeg tror på, at Jean kommer til at afslutte feltet med en fest!
Jeg er vild med budskabet og Jean Michels egen personlige tilgang til sangens tema, som jeg tror vil appellere til mange seere. alt i alt så er ‘Beautiful’ en moderne popsang med en lækkert instrumental del, der også passer godt i den stil, som har succes på hitlisterne pt.

Mette

Jeg er vild med Jean Michels stemme. Beautiful er en gennemført og nutidig popsang, der passer godt ind i Grand Prixet. Men i år vil en sang af denne kaliber kræve et godt sceneshow, der kan få sangen til at skille sig ud fra de markante duetter, der konkurrerer i år. Det instrumentale omkvæd fungerer godt i en radio-version, men live den 6. marts kræver det noget for at få sammenhængen i sangen til at fungere. Det glæder jeg mig til at se, hvordan Jean Michel vil løse.

Morten

Nu er det lidt svært at skrive helt objektivt, når man kender artisten privat som jeg, men mit kendskab gør trods alt at jeg kender en del til Jeans lækre stemme og sikre performer-gen, som han også viser her. Jeg savner et stærkere omkvæd, men poplyden er helt rigtig og kan sagtens bære sangen langt. Måske kommer den med i superfinalen, men jeg tror den lander lige udenfor top 3.

Simon