Italien: Mahmood og Blanco vinder Festival di Sanremo og skal repræsentere Italien på hjemmebane

Mahmood & Blanco. Foto: RAI

Good Evening Europe, Italy calling!

Årets Festival di Sanremo, Italiens nationale udvælgelse til Eurovision, har fundet sin vinder: Mahmood og Blanco med sangen “Brividi” (dansk: “Kuldegysninger”), som dermed vinder retten til at repræsentere Italien – på hjemmebane! – til årets Eurovision Song Contest, der finder sted i Torino d. 10-14. maj 2022.

Advertisement

Vi bringer jer hermed en lille gennemgang af Italiens vindersang – leveret til jer direkte fra Italien, ikke så langt fra Sanremo, da jeg, Silje, bor hernede. Måske der sidder nogle natteravne oppe her klokken halv 3 om natten og gnider øjnene efter en lang Sanremo-finale? I ved, hvordan Italien altid trækker deres show meget langt ud. Og med god grund! Folk ELSKER deres Sanremo hernede – så meget, at flere italienere har fortalt mig, at de ser det som en national højtid. Er det ikke fantastisk?! Sanremo-showet strækker sig over 5 dage, hvor de enkelte shows foregår fra klokken 20.30-ca. 1-2 tiden om natten. Alle 5 dage!

Den ene halvdel af vinderduoen, Mahmood, kender I helt sikkert i forvejen – han vandt nemlig Sanremo så sent som i 2019 og repræsenterede Italien til Eurovision samme år, hvor han kom på ikke mindre end en andenplads med sangen “Soldi” (dansk: “Penge”). Nu har han formået at vinde Festival di Sanremo endnu en gang, denne gang sammen med sangeren Blanco, hvis borgerlige navn er Riccardo Fabbriconi, og sammen skal de forsvare støvlelandets farver på hjemmebane, og der er al mulig grund til at være særligt opmærksomme på de to: “Brividi” lå nemlig på en 5. plads på Spotify Global Top 50 chart ikke mange timer efter udgivelsen, og de har overhalet navne som Adele og Ed Sheeran på listen.

Du kan lytte til den italienske vindersang herunder:

Sangen er blevet så populær både i Italien og i udlandet, at den nu har fået Italien op på en 1. plads i odds til at vinde Eurovision Song Contest – igen – i år. Skønt at vi endnu venter på, at en del lande offentliggør deres sange, så er der al mulig grund til spænding ved dette års Eurovision – for kan Italien gøre det; kan de vinde to år i træk? Det er sidst sket i 1994, hvor Irland havde vundet 3 (!) gange i træk.

Nu er vi ekstremt spændte på at høre, hvad I tænker (trods at alle sangene til årets Eurovision endnu ikke er fundet): Kan Mahmood slå sin Eurovision-2. plads fra 2019 og sammen med Blanco lade Eurovision-trofæet blive i Italien indtil næste år? Og ikke mindst – er “Brividi” den rigtige vindersang af Sanremo ifølge dig? Skriv løs i kommentarfeltet! Vi glæder os til at høre jeres meninger!

Og så skal der lyde et godnat herfra årets værtsland, hvor jeg er sikker på, at “Brividi” nok skal blive spillet på repeat overalt i byen i morgen – det er trods alt national højtid.. 😉