Panelet bedømmer Israel: Noa Kirel – Unicorn | ESC 2023

Vi er glade for at kunne præsentere en ny omgang af “Panelet”, hvor vi i 37 artikler tæller ned til musikfesten i Liverpool til maj med reviews af årets sange i både artikelformat og som videoer på vores Youtube-kanal.

Som en del af vores optakt til Eurovision Song Contest har vi traditionen tro lyttet til årets sange, givet point og lavet reviews. Fra den 1. april tæller vi ned med en sang pr. dag.

Advertisement

Som noget nyt i år er vores afstemning lavet i samarbejde med den danske fanklub, MelodiGrandPrixfans.dk (OGAE Danmark), og udover de skrevne artikler her på Good Evening Europe, så vil 2 repræsentanter fra GEE (Simon og Daniel) og 2 fra OGAE (Mikal og Zakarias/Asger) diskutere årets bidrag i vores serie af video reviews, hvor vi også deler resultatet af afstemningen.

Husk at abonnere på vores Youtube-kanal, så du får en notifikation, når der er nye videoer ude.

Vi har som altid brug for dig! Hjælp os med at sprede Eurovision-stemning. Del din mening og dine gæt i kommentarsporet på vores Facebook-opslag og @tag gerne dine Eurovision-venner i opslagene.

Panelet 2023 | Foto: privat

Om panelet:
I panelet sidder 14 personer med forskellig baggrund, som alle har det til fælles, at de elsker Eurovision Song Contest og har fulgt konkurrencen tæt i flere år.
Vi har bl.a. flere tidligere medlemmer af fanjuryen i Dansk Melodi Grand Prix, en stand up-komiker og fodboldfan, en Grand Prix-ekspert fra den montenegrinske delegation, en finne som elsker alt ved Danmark og har Chanée & N’Evergreen og Fyr og Flamme som favoritter, en tidligere radiovært der elsker Drag Shows næsten lige så højt som Eurovision og ikke mindst manden, der kan spille brudstykker af alle ESC-vindere på klaver.

Regler og point:
Hvert medlem har – uden at diskutere eller udveksle holdninger med de øvrige jurymedlemmer – vurderet hvert enkelt bidrag og tildelt årets sange en karakter jf. Eurovision-skalaen (1-12 point).

Se alle årets reviews her >>

Noa Kirel – Unicorn

Reviews

Simon: Når man annoncerer en af Israels største popartister allerede i august sidste år og først afslører sangen i marts i år, så forventer man jo at der kommer et bidrag der kan være med helt oppe om sejren. Det er det bare ikke, for selv om Noa helt sikkert kan både synge og danse, er der et mærkeligt misk-mask af idéer som allesammen skal nå at blive fyret af på tre minutter. Et dance-break, der ikke breaker men slutter en sang? Det duer ikke, og man burde nok have skåret mindst et par stykker af de 6-7 idéer i sangen væk allerede i produktionen.

Clara: Med undtagelse af at jeg ikke forstår hvorfor hun skal være en enhjørning, og jeg ikke rigtig er helt med på tekstens indhold, synes jeg årets bidrag fra Israel er et af de bedre i årets felt, og jeg tror sagtens vi kan regne med at se et udmærket resultat, såfremt der bliver gjort noget ud af det scenemæssige.

Daniel: Et catchy omkvæd, som bliver siddende i dit hoved – og så ikke så meget mere end det. Teksten er helt forfærdeligt rodet, versene er decideret ringe og der er bedre sange i denne kategori. Desværre er omkvædet præcis catchy nok til, at det sagtens kan blive en israelsk finaleplads.

Mette: “Unicorn” er ikke stor musikkunst, men Noa leverer alligevel et bidrag, der skiller sig ud og sætter sig fast første gang. Hvor jeg hos Letland roste opbygningen med den skiftende intensitet, så går det lidt over gevind i Israels tilfælde, og tilføjer ikke noget positivt til sangen, som derimod bliver for rodet. Alligevel så går det instrumentale break efter “You wanna see me dance?” rent ind hos mig – og jeg bliver sendt tilbage, til dengang Golden Boy viste os Tel Aviv. Noa får også lov til at vise sine evner på et dansegulv (Hej Chanel!), hvilket nok skal kaste en del stemmer af sig hos seerne.
Jeg forstår ikke rigtig hele Unicorn-referencen, men gætter på, at “The Power of a Unicorn” handler om at skille sig ud, være anderledes eller unik. Når Noa så pludselig går fra at være enhjørning til Kentaur, falder kæden dog lidt af for mig. Derudover har jeg også læst, at Unicorn kan henvise til den 3. person i  et “menage a trois”, hvilket ikke gjorde mig mindre forvirret. Men alt i alt et bidrag, som nok skal sejle i finalen uden problemer.

Mikal: Sangen har en virkelig god intro, og jeg er ret vild med at de inddrager de symfoniske elementer i sangen. Noa Kirel synger godt og ser blændende godt ud. Så langt så godt. Der sker hele tiden noget nyt, hvilket i starten har en god virkning, men som ender med at bliver alt for meget af det gode, og ender med at give sangen et samlet indtryk som noget af en rodebutik.

  

Videopanelets bedømmelse